(Last Updated On: 3. februar 2022)

Af Erik Nielsen

Bjælkerup: En 78-årig bilist fra Hårlev, der kom kørende på Bjælkerupvej med kurs ud af Store Heddinge og Bjælkerup, nåede kun frem til T-krydset, hvor Bjælkerupvej deler sig fra at være en indfaldsvej til en hovedvej.

Klokken var 15.46, da den 78-årige kørte sin personbil ud over den ubetingede vigepligt. Her overså føreren en varebil, der kom kørende fra Rødvigvej og Bjælkerupvej mod nord.

Varebilen blev ført af en 45-årig chauffør fra Tureby, der ikke kunne nå at bremse op for personbilen, der kørte ud fra den ubetingede vigepligt i T-krydset, oplyser Midt og Vestsjællands Politi.

Politiet kom til stedet og optog rapport. Og en ambulance blev også rekvireret, men det blev hurtigt konstateret, at ingen af de implicerede var kommet alvorligt til skade, så ambulancen kunne køre igen efter at have konstateret dette, forklarer Charlotte Tornquist, der er kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi på sn.dk’s forespørgsel.

– Der skete kun materiel skade ved uheldet, siger hun.

En kranbil, som holdt på stedet efter uheldet, var med til at flytte køretøjerne fra kørebanen, så strækningen på Bjælkerupvej umiddelbart efter T-krydset på ny blev farbar.

 

Skriv en kommentar