(Last Updated On: 8. september 2020)

Store Heddinge/Strøby Egede: Mandag og tirsdag i sidste uge kiggede Pigeraketten fra DBU Sjælland forbi både AIK 65 og Store Heddinge Boldklub (SB). Begge dage i perfekt vejr med rig mulighed for bold, bevægelse, motion og dejligt socialt samvær.

I AIK65 Strøby mødte ca. 60 små piger op til pigeraket om mandagen, og her fik de set en masse planeter, prøvet at spille bold, lavet gode spark på mål, driblet og leget en masse andre lege.

(Foto: AIK65 Strøby)

– Der blev maset, og alle de små piger var godt brugte, da de blev afhentet. De fleste af pigerne var fra 0., 1. og 2. klasse. Vi var også glade for at se et par fra Hotherskolen og Skelbækskolen, dejligt at de støttede op om vores besøg, siger Conni Olsgaard fra AIK 65 Strøby.

Hun sender samtidig en stor tak til SFO for at få pigerne samlet sammen og fulgt over på banerne ved Strøby Idrætscenter, en ligeså stor tak til de trænere og ledere, der hjalp med opstilling og nedtagning, samt til en god trup af klubbens U16 og U14 piger, som mange af de små piger ser meget op til.

– Vi håber at se mange af jer til fodbold. Der står trænere klar til at modtage jer på banerne og ring, hvis der er spørgsmål, lyder det fra Conni Olsgaard.

I SB var tirsdagen med pigeraket lige så vellykket, og her dukkede i alt 26 piger, både nye og kendte ansigter, op til bold, bevægelse og fællesskab.

– Ved hjælp af fantastiske frivillige, en dygtig DBU-instruktør og dejligt sensommervejr, var det en super sjov eftermiddag med en masse leg og boldspil, fortæller Signe Jørgensen fra SB.

(Foto: SB)

Pigeraketten er blevet et årligt tilbagevendende arrangement i klubben, og i år var 3. år i træk, at raketten landede i Store Heddinge.

– Pigeraketten er en god måde at synliggøre, at pigerne er lige så velkomne i klubben, som drengene. Det er super fedt at flere og flere piger er begyndt at spille fodbold, den udvikling skal gerne fortsætte, siger Signe Jørgensen.

Sidder der nogle piger derude, som ikke nåede pigeraketten denne gang, og som gerne vil prøve at spille fodbold, er man altid velkommen til at komme op på SB’s baner tirsdage og torsdage, hvor fællesskabet bare venter på at blive dyrket.
rmh

Skriv en kommentar