(Last Updated On: 26. maj 2020)

Der bliver ingen pinsegudstjeneste i Boesdal Kalkbrud i år. (Arkivfoto)

Corona: Tryggevælde Provstis fælles friluftsgudstjeneste blev første gang holdt i Boesdal Kalkbrud i 2003, og hvert år lige siden har de maleriske rammer nær Stevns Klint og Østersøens blå bølger samlet adskillige hundreder af kirkegængere.

Efter at provstiet efter sin sammenlægning i 2007 voksede og nu samler 37 kirkesogne under sin hat, har der nogle år været pænt på den anden side af 1000 deltagere i kalkbruddet på 2. pinsedag.

Men i år bliver der ingen fælles pinsegudstjeneste under åben himmel. Den er som så meget andet aflyst som følge af coronakrisen.

– 2. pinsedag falder i år 1. juni, hvor der stadig vil gælde et forsamlingsforbud mod flere end 10 personer. I kirkerummet må vi gerne være flere, når hver person har et areal på fire kvadratmeter til rådighed. Men det går ikke at samle så mange mennesker til fælles gudstjeneste i år, siger provst Erhard Schulte Westenberg.

I stedet opfordrer han præsterne i sit provsti til at holde pinsegudstjenester i deres respektive kirker.

Skriv en kommentar