(Last Updated On: 15. juni 2021)

Kære Martin Henriksen og andre kritikere af plejecentermaden på Stevns.

Det er meget frustrerende at høre den udefra kommende kritik af bespisningen på vores plejecentre på Stevns.

Jeg er så heldig at have fingrene i “farsen”, på et stevnsk bosted, der er beboet af en blandet trup af mennesker, der af forskellige årsager – det kan være alder, demensrelaterede sygdomme eller forskellige handicap – bor her.

Jeg deltager i den daglige madlavning og servering, i huset er der valgt forskellige løsninger, da nogen selv kan deltage i madlavningen og gerne vil.

Vi får maden leveret fra Stevns kommunes centrale køkken.

Det er i form af en skøn blanding af tillavet mad og friske råvarer.

Vi nyder samværet om spisningen og har, som almindelige familier, traditioner der følges og som indebærer at særlige dage, som jul, påske og Mortens aften, har sine egne ganske særlige menuer.

Når I udefra får det dårligt over vores mad, bliver vi kede af det. De undersøgelser og evalueringer, Stevns kommune løbende foretager, viser, at vi og andre borgene på vores centre og bosteder generelt er rigtigt glade for den kost de får.

Det er klart, at grønsager, som er tillavet, ikke kan tåle en for hård opvarmning, men når vi modtager mad til opvarmning fra Hotherhaven, har vi en udførlig vejledning i at opvarme de enkelte dele af retterne på rette måde, helt ned til hvordan vi spejler et æg til biksemaden eller på anden måde kan pifte den enkelte ret op.

Jeg håber, at jeg fortsat for lov til at lave friske frikadeller og grille med mine borgere, ikke ”som vor mor gjorde det”, men som vi godt kan lide det.

Vi har i lighed med alle plejecentre på Stevns faciliteterne til at lave god mad og det gør vi, ud fra den prioritering der tjener ”vores” borgere bedst.

John Dalsgaard Jensen
”Mad far” Bostedsmedarbejder
Kandidat til kommunalvalget 2021

Skriv en kommentar