(Last Updated On: 2. november 2021)
Den lilla Poesi bus og forfatter Camilla Hjørnholm lagde onsdag i sidste uge vejen forbi Strøbyskolen. (Privatfoto)
Strøby Egede: Strøbyskolens 8. klasser havde onsdag den 27. oktober besøg af Poesiens bus med forfatter Camilla Hjørnholm om bord.
Camilla Hjørnholm har skrevet flere digte, kortprosa og noveller og er lige nu aktuel som bidragsyder til forlaget Ekbátanas hybridværk, lyrikantologien Spillekort med digte, der udkom sidste år og som hun også læste op fra til eleverne på forfatterbesøget.
– Hjørnholm læste også digte højt for eleverne, som hun skrev, da hun selv gik i folkeskolen og var på samme alder. Til slut havde eleverne mulighed for at stille spørgsmål til Camilla Hjørnholm om hendes digtning og arbejde som forfatter, fortæller Julie Vendelbo Knudsen fra Strøbyskolen.
Besøget er kommet i stand i samarbejde med Stevnsbibliotekerne, og efterfølgende kørte bussen videre til foredrag på Hotherskolen.
Poesiens bus er for øvrigt et ombygget folkevognsrugbrød med indbygget poesi-bibliotek og hyggekrog, der skal bringe poesien ud til unge i hele landet og skabe læselyst og fællesskab.
Med støtte fra Nordea-fonden har Poesiens Hus fra sensommeren 2020 sendt bussen rundt på tour i Danmark.
Bussen er for øvrigt ombygget, så den kan køre på rapsolie for at skåne miljøet så meget som muligt – om nødvendigt kan den dog stadig køre på diesel.
rmh

Skriv en kommentar