(Last Updated On: 28. december 2020)

Stevns: Natten mellem 2. juledag og søndag den 27. december kl. 00.54 kontaktede en bekymret mor politiet, idet hun savnede sin 25-årige søn, som var gået sin vej i spirituspåvirket tilstand.

Kvinden havde hentet sønnen fra en julefrokost. Da de kom hjem, ville han ikke med indenfor, og da kvinden 15 minutter senere kom ud til bilen, var sønnen væk.

De pårørende havde ledt efter den 25-årige i halvanden time uden at finde ham.

En eftersøgning efter den bortgåede mand blev iværksat, hvor flere patruljer blev sat ind for at finde manden.

En hundepatrulje kørte til den landejendom, hvorfra manden var forsvundet. Her fik politihunden fært ud over en mark, så patruljen fulgte sporet og fandt den 25-årige sovende på marken ca. 300 meter fra landejendommen.

Temperaturen var omkring frysepunktet og det kunne have fået fatale følger for den 25-årige, hvis han ikke var blevet fundet i tide.

Manden blev fulgt tilbage til gården, hvor hans pårørende tog sig godt af ham.

Skriv en kommentar