(Last Updated On: 12. juli 2021)

Lokal krolfklub har vokseværk

Hårlev Krolfklubs medlemmer trives med det nye spil. Fra venstre Grete Flamand, John Jakobsen, Annette Goldschmidt og Svend Aage Nielsen. (Foto: Klaus Slavensky)

Sport: Hårlev Krolf Klub har eksisteret siden januar 2020, og er en forening i hastig vækst.

Også andre steder i Danmark vokser interessen for spillet, som er opfundet af en dansker i 1981, og kort fortalt er halvt kroket, halvt golf.

»Et hyggeligt spil«

Formanden John Jakobsen bruger i sagens natur en del tid på at spille krolf, men også megen fritid går med at søge sponsorater til klubben.

– Vi har lige fået 7.000 kr. fra Friluftsrådet som tilskud til bord-bænkesæt, fortæller han om den såkaldte lokalforeningspulje, der i denne omgang har uddelt en lille halv million til foreninger i 10 forskellige kommuner, og Hårlev Krolfklub er den eneste forening på Stevns som er blevet tilgodeset. Krolf Hårlev har indtil nu fået over 40.000 kr. som sponsorstøtte.

– Vi har tre dejlige baner her ved idrætsfaciliteterne overfor Hårlevhallerne, siger John Jakobsen, som sidder ved klubhuset sammen med Svend Aage Nielsen, Anette Goldschmidt og Grete Flamand.

– Det er sådant et hyggeligt spil, lyder det fra Grete Flamand.

Vinder i turneringer

Selv om foreningen kun har eksisteret i godt et år og kun var 5-6 i starten, er medlemstallet vokset til over 25, og den lokale klub skal være vært for et større stævne til efteråret.

– Vi har derfor brug for møblement til et telt, så vi kan huse de andre klubbers spillere under turneringen, forklarer John Jakobsen.

– Ja, vi har allerede deltaget i en del turneringer, og det er gået ganske godt. Vi har vundet tre ud af fem, siger Svend Aage Nielsen.

– Vi træner to gange om ugen. Hver mandag fra kl. 13:30 og lørdag fra kl. 10, siger Anette Goldschmidt og tilføjer: Og vi har plads til flere medlemmer.

Nye medlemmer er velkomne

Krolf-udstyret er fra kroket, og princippet med at kuglen skal i et hul på færrest mulige slag er fra golf. Man tager altså kroketudstyret, smider buerne væk og laver nogle huller i plænen i stedet for.

Og så går det i al sin enkelthed ud på, at få en kugle i et hul på færrest mulige slag. Det spilles af 2 til 6 spillere, og vinderen er den, der har brugt færrest slag.

– Vi skal nok have nogle flere baner, indskyder John Jakobsen, som fortæller at spillet tager godt en halv time, og de kan nå tre spil på de to timer, som træningen varer.

På trods af navnet kommer medlemmerne fra hele Stevns, men der er folk som kommer fra andre kommuner, f.eks. Faxe og København.

Så hvis man mangler en fritidsbeskæftigelse er man velkommen til at kontakte formand John Jakobsen på på telefon 20205410.
sky

Skriv en kommentar