(Last Updated On: 7. juni 2016)

11MSB PTeam LillemissenI år finder folkefesten sted 22., 23. og 24. juli

SYDSTEVNS: – Vi er her skam stadigvæk, siger arrangørerne Leif Christensen og Bernhard Petersen fra Sydstevns G&I og som er de to, der planlægger detaljerne i den tre dage lange folkefest på Sydstevns.

I mange år har stævnet været i pinsen, men i år har arrangørerne valgt de sidste dage i uge 29, bl.a. fordi pinsen faldt tidligt i år, hvilket giver risiko for dårligt vejr.

– Vi håber selvfølgelig, at vejret bliver godt – og når det nu er i børnenes skolesommerferie, så håber vi, at vi kan tiltrække flere turister og børnefamilier. Vi ved fra tidligere år, at vi også har mange gæster fra campingpladserne, siger Bernhard Petersen til Stevnsbladet.

Nyhed: Trackpuller

Traktortræk er populært og samler altid rigtig mange tilskuere. I år er det lykkedes arrangørerne at få trackpulleren “Team Lillemissen” fra Bornholm til at komme på besøg lørdag den 23. juli.

Den ombyggede Scania 124 årgang 98/99 med 12 l motor og 420 hestekræfter skal udfordre traktorerne på stævnet, hvor Faxe Traktortræk giver den gas på Truckerpladsen om lørdagen fra kl. 16 til kl. 22.

Bag “Team Lillemissen” står Claus Engell og Glen Christensen, der som lastbilen – har en fortid hos Ole Holm Transport. Lastbilen har kørt på de bornholmske landeveje, men har fået en ny karriere som trackpuller, så der bliver noget at kigge på for publikum.

Grønt lys for tilmeldinger

Der er åbent for tilmeldinger for truckere. Det er truckerklubben, Slinger, som står for det praktiske og tilmelding skal ske til: truckerklubbenslinger@live.dk. Det koster 250 kr. pr. bil at deltage alle tre dage. Prisen er inkl. morgenmad lørdag og søndag.

Der er også god gang i tilmeldingerne til Kræmmermarkedet. Her kan man tilmelde sig til Lillian Petersen på hemmingsvej@dlgtele.dk. Det koster 150 kr. pr. facademeter og man skal booke mindst fire meter.

Programmet for de tre dage kan ses på www.sydstevns.dk. Truckerstævnet og kræmmermarkedet foregår som altid på Sydstevns’ baner i Lyderslev og overskuddet går til ungdomsarbejdet på Sydstevns.

 

Skriv en kommentar