(Last Updated On: 1. juni 2021)

Fem af de seks radikale kandidater til kommunevalget. Her ses fra venstre Johannes Frimodt-Møller – Store Heddinge, Birgit Voigt – Strøby Egede, Bjarne Hendrichsen – Lyderslev, Line Krogh Lay – Store Heddinge, og Sofus Søltoft Christensen – Boestofte. Louise Vinther Alis fra Hellested var ikke til stede på opstillingsmødet. (Privatfoto)

Stevns: Radikale Venstre Stevns afholdt tirsdag den 25. maj opstillingsmøde til valg og prioritering af kandidater til kommunalvalget 16. november 2021.

Line Krogh Lay blev genvalgt som spidskandidat på partiets generalforsamling i 2020, så det var valg og prioritering af de øvrige kandidater, der var på dagsordenen for opstillingsmødet.

Da Radikale Stevns bruger prioriteret sideordnet opstilling, har prioriteringen alene betydning for den rækkefølge kandidaterne står på stemmesedlen. Kandidaterne er opstillet sideordnet.

– Jeg er rigtig godt tilfreds med kandidatlisten. Den er bredt sammensat både i forhold til alder, køn, baggrund og geografi. Specielt glæder det mig meget, at vi har to særdeles engagerede og kvalificerede unge kandidater på listen. De er begge aktive i Radikal Ungdom i vores område (RUSK – Radikal Ungdom SydKysten) – Sofus endda som formand, og har begge et tæt samarbejde med Line. Jeg er overbevist om, at denne kandidatliste giver os en reel mulighed for, at Line ikke bliver det eneste radikale medlem af den kommende kommunalbestyrelse, udtaler formand Bjarne Hendrichsen.

På opstillingsmødet – der blev afviklet på Hansen Café & Bar i Store Heddinge – blev de to unge kandidater på 20 og 19 år opstillet på henholdsvis anden- og tredjepladsen lige efter spidskandidaten: Line Krogh Lay.

Radikale er ved at lægge sidste hånd på partiets valgprogram og vil om kort tid præsentere det.

– Vi glæder os til at fremlægge vores valgprogram og endnu mere til at debattere det med de stevnske vælgere. I den forbindelse vil det blive tydeligt, at det er et rigtig stærkt kandidathold vi stiller med, siger formanden.

På opstillingsmødet fik partiets bestyrelse bemyndigelse til at udvide kandidatlisten »fra bunden«, hvilket giver mulighed for, at listen kan suppleres med flere kandidater.

Den radikale kandidatliste ser således ud:

1. Line Krogh Lay, 49 år, St. Heddinge

2. Sofus Søltoft Christensen, 20 år, Boestofte

3. Johannes Frimodt-Møller, 19 år, St.Heddinge

4. Louise Vinther Alis, 40 år, Hellested

5. Bjarne Hendrichsen, 65 år, Lyderslev

6. Birgit Voigt, 74 år, Strøby Egede

Skriv en kommentar