(Last Updated On: 12. marts 2021)

Foreløbigt melder seks kandidater for Radikale Venstre Stevns sig klar til efterårets kommunalvalg.

Sofus Christensen er en af de nye, unge kandidater, som stiller op til kommunalvalget. Her ses han sammen med spidskandidaten Line Krogh Lay. (Privatfoto)

Stevns: Radikale Venstre på Stevns offentliggjorde i sidste uge navnene på de seks kandidater, der indtil videre har sagt ja til at stille op til kommunalvalget, som finder sted tirsdag den 16. november i år.

Spidskandidat er nuværende kommunalbestyrelsesmedlem Line Krogh Lay, mens rækkefølgen på de øvrige kandidater endnu ikke er fundet. Det sker først på opstillingsmødet, der planlægges afholdt tirsdag den 25. maj.

Erfaring og nye ansigter

– Det er et hold, der repræsenterer alle aldersgrupper, områder af kommunen, forskellige interessesfærer, både kvindelige og mandlige kandidater, studerende, forældre og pensionister. Jeg er især ret begejstret for, at vi har fået ungdommen på banen med Sofus og Johannes. Det er virkelig et stærkt og dynamisk hold vi har denne gang, udtaler Line Krogh Lay i en pressemeddelelse.

Der er blandt kandidaterne en bred enighed om, at den grønne retning er omdrejningspunktet, og holdet er en god blanding af erfaring og nye kræfter. Aldersmæssigt spreder kandidaterne sig bredt fra 18 år til 65+.

Tre af de seks kandidater er nye på listen, og to af dem er helt unge kandidater, som begge går på Køge Gymnasium og er aktive i Radikal Ungdom Sydkysten. Det drejer sig om 3.g’er Sofus Christensen fra Boestofte, der er formand for Radikal Ungdom Sydkysten, og 2.g’er Johannes Frimodt-Møller fra Store Heddinge, som er bestyrelsesmedlem i Radikal Ungdom Sydkysten.

De to yngste kandidater er enige med deres spidskandidat og ønsker øget fokus på de unges muligheder på Stevns. Begge mener, at det er et område, der har været underprioriteret for længe:

– Alle behøver jo ikke at flytte væk, når de skal studere. Med lidt bedre rammer og fokus på den offentlige transport til uddannelserne, vil flere kunne vælge at blive, siger Sofus Christensen og understreger, at der også skal skabes bedre fysiske ungdomsmiljøer og være øget fokus på forebyggelse og mønsterbrydning blandt børn og unge.

Flere kandidater er velkomne

Frem til opstillingsmødet er der stadig plads til nye kandidater på listen.

– Vi er godt repræsenteret i den sydlige del af kommunen, men kunne godt tænke os endnu en stærk profil i den nordlige og vestlige del af kommunen. Så man kan bare tage fat i mig eller Line, hvis man er nysgerrig på at stille op. Vi går efter kvalitet frem for kvantitet, siger vælgerforeningens formand Bjarne Hendrichsen.
rmh

Fakta

Radikales foreløbige kandidatliste:

  • Line Krogh Lay, Store Heddinge: Medlem af kommunalbestyrelsen og spidskandidat, 2. suppleant til Folketinget, medlem af KL’s Internationale udvalg og EU’s Regionsudvalg. Underviser i udskolingen på Store Heddinge Skole.
  • Sofus Christensen, Boestofte: Formand for Radikal Ungdom Sydkysten og går i 3.G på Køge Gymnasium.
  • Louise Vinther Alis, Hellested: Miljøingeniør, formand for Radikale Venstres dialogforum for grøn omstilling og initiativtager til stort fibernetprojekt omkring Hellested.
  • Johannes Frimodt-Møller, Store Heddinge: Bestyrelsesmedlem i Radikal Ungdom Sydkysten og går i 2.G på Køge Gymnasium.
  • Bjarne Hendrichsen, Lyderslev: Formand for Radikale Venstre Stevns, kandidat til Regionsrådet og underviser på VUC. Herudover er Bjarne meget aktiv i frivilligt arbejde –Snurretoppen, Stevns Fyr, Frivillighedscentret m.fl.
  • Birgit Voigt, Strøby Egede: Pensionist og tidligere mangeårigt ansat i Radikale Venstres sekretariat.

Skriv en kommentar