(Last Updated On: 5. august 2019)

Fire foreninger kalder på støtte til historisk havn

Beboere går sammen om at bevare Lund Havn.
(Foto: Bent Kjøller)

Lund: Den lille idylliske landsby Lund i det sydlige Stevns, har en perle af en naturhavn, som både er et stort aktiv for byens beboere, men også forskønner et unikt landsbymiljø, som der er få af i Danmark.

Historisk kulturarv

Tidligere museumsdirektør Orla Madsen har kaldt den historiske havn for kulturarv, idet den stammer fra starten af 1700-tallet, men nu er arven ved at smuldre væk.

– Molen skal renoveres, og vi kæmper for at havnen ikke skal sande til, fortæller bestyrelsesformand for Lund Havn, Bent Kjøller.

Derfor har foreningen Lund Havn, Lund Lystbådeforening, Lund Bylaug og Lunds Forsamlingshus gået sammen for at redde det særegne erindringssted.

– Vi håber, at beboere, politikere og andre interesserede vil komme til vores møde den 28. august kl. 19 i Lund Forsamlingshus, og være med til at finde en løsning til at redde havnen, siger Bent Kjøller.

Hyggeligt havnemiljø

Lund Havn er en hyggelig havn med 20 bådpladser, hvor også kajaksejllads er muligt.

Om sommeren er der også opsat en badebro, og farvandet ved havnen er både benyttet af dykkere og fiskere.

Foruden klubhus er der også en petanquebane, og naturligvis bænke og borde, hvor man kan se ud over havet og få øje på Møn.

Arkitektfirmaet Hasløv & Kjærsgaard vil hjælpe foreningerne med at udarbejde en redningsplan og et prospektmateriale til brug for fondsansøgninger.

Politisk opbakning?

Men det haster, og selv om Bent Kjøller tror på, at Lund Havn kan vedblive med at eksistere i større eller mindre grad, så er der fare for at havnen kan gå konkurs.

– Havneafgiften ved besøg er beskeden, og kajlejen lille, så det kan ikke finansiere vores udgifter, forklarer Bent Kjøller.

Formanden for Stevns Kommunes Plan, Miljø og Teknikudvalg, Flemming Petersen (V) er klar over situationen.

– Vi har haft dialog med Lund Havn, og anbefalet at man dannede et foreningssamarbejde, som nemmere kan søge penge til havnens vedligeholdelse, og jeg tror også, at der er nogle ting, som vi fra politisk hold kan hjælpe med til, lyder det fra Flemming Petersen.

Efterlyser gode idéer

På stormødet den 28. august vil der blive lagt flere forslag på bordet, men Bent Kjøller håber at beboere og brugere af havnen vil bidrage med gode idéer.

– Vores ønsker er, at få repareret sydmolen, og så at få en ny mole på højre side af havnen, så vi får lukket af for sand, og får et mere beskyttet bassin, siger havneformanden, der satser på, at arbejdet med at iværksætte en plan for havnens og områdets fremtid kan gå i gang umiddelbart efter mødet i slutningen af august.

sky

 

Skriv en kommentar