(Last Updated On: 6. april 2021)

Højerup: Skærtorsdag eftermiddag kom to vandrere på trampestien ved Stevns Klint i nød, da de havde bevæget sig ned på et plateau otte til ti meter under klinten. Her blev de fanget, da de hverken turde klatre op eller ned fra plateauet.

(Fotos: presse-fotos.dk)

Ifølge Dagbladet modtog Midt og Vestsjællands Politi samt Brand og Redning Stevns kl. 16.02 et alarmopkald om, at to personer var i fare under klinten. En patrulje fra politiet samt redningsmandskab kørte hurtigt til stedet.

Som det også fremgår af de billeder, der blev taget af presse-fotos.dk i forbindelse med redningsaktionen, blev de to vandrere, der var kommet på afveje, reddet ned på stranden ved hjælp af stiger, hvorfra det så var muligt at komme op på Trampestien igen.

Ifølge vagthavende hos politiet fandt redningsaktionen sted i nærheden af redningspost J 933 ved Højerup.

De to vandrere blev således reddet op på sikker grund igen, og ingen kom til skade. Politi og brandvæsen kunne køre fra området igen klokken 17.07.

Skriv en kommentar