(Last Updated On: 15. december 2020)

Lige nu graves der i udkanten af Solgårdsparken for at bygge regnvandsbassiner. (Foto: Klaus Slavensky)

Strøby Egede: Hvis man i disse uger kører ad Stevnsvejen forbi Solgårdsparken, kan det se ud som om hele parken graves op.

Skal der bygges boliger i første række til vandet, og forsvinder den stevnske ”folkepark”? Svaret er nej.

Tilplantes i maj

Der bygges nemlig to regnvandsbassiner som led i KLAR Forsynings storstilede kloakeringsarbejde i hele det nordlige Stevns.

Projektleder Anders Valentin fra KLAR Forsyning fortæller, at det igangværende gravearbejde ved Solgårdsparken fortsætter ind i januar og februar måned i 2021, hvis vejret tillader det.

– Hvis ikke der kommer en hård frostvinter eller meget våd vinter, så er planen, at vi påbegynder det finere anlægsarbejde med tilplantning i foråret, så vi får et rekreativt område ud mod Stevnsvej, siger han og uddyber:

– Det skulle gerne være færdig inden maj måned, af hensyn til Solgårdsparkens mange arrangementer, og vi forsøger at holde så meget som muligt af p-pladsen tilgængelig for besøgende, fortæller Anders Valentin.

Rørbassin under p-plads

Foruden de to nye regnvandsbassiner ved Solgårdsparken, anlægges der et ved Nimgården i den sydlige del af Strøby Egede.

– Der bliver anlagt et underjordisk rørbassin under p-pladsen ved Solgårdsparken, som skal føre vand fra skybrud ud i havet, forklarer Anders Valentin.

Først når arbejdet med regnvandsbassinerne er overstået tages der fat på den udskudte separatkloakering i Strøby Egede, som er planlagt til at finde sted 2021-2022.

– Vi regner med at begynde udbudsprocessen først i 2021, og så går vi i gang på villavejene, men det kræver også, at vi vurderer de trafikale forhold og tager mest muligt hensyn til lokalområdet for de berørte områder i Strøby Egede, slutter projektlederen fra KLAR Forsyning.

Når graveriet er overstået skulle regnvandsbassiner gerne fremstå som på denne visualisering hvor bassinet udgør en »natursø« til højre i billedet.

Vil berige parken

Formanden for Solgårdsparkens Støtteforening , Carl ’Olli’ Pedersen har været glad for samarbejdet med KLAR Forsyning.

– Jeg er overbevist om, at det vil blive flot, og endog berige Solgårdsparkens med nye oplevelser. Det regnvandsbassin som allerede er bygget ud til Stevnsvej ville vi ikke undvære i dag, siger formand Olli, og ser frem til at der vil komme en større parkeringsplads når arbejdet er overstået, som kan rumme de mange gæster, som besøger den populære park.

KLAR Forsyning har oprettet en facebookgruppe, der hedder Nye regnvandsbassiner i Solgårdsparken og Nimgården. Her kan man løbende få opdateringer om projekterne.
sky

Skriv en kommentar