(Last Updated On: 31. marts 2021)

I en uges tid umiddelbart efter påske vil det ikke være muligt at tanke diesel fra OK-stationen i Store Heddinge.

Store Heddinge: OK tankstationen ved SuperBrugsen i Store Heddinge skal renoveres, og derfor vil der være lukket for salg af diesel i perioden d. 6.-13. april. Det vil dog fortsat være muligt at tanke benzin under hele renoveringen.

Tankbeholderen under jorden ved tankstationen skal renoveres, og der vil samtidig blive lagt nye rør. Det er almindelig procedure, at anlægget skal renoveres, så det også i fremtiden vil leve op til gældende miljøkrav, oplyser OK i en pressemeddelelse.

Renoveringen begynder tirsdag d. 6. april, og arbejdet vil være afsluttet senest d. 13. april. Det vil i hele perioden være muligt at tanke oktan 95 benzin ved tilgængelige standere. Der vil dog være lukket for salg af diesel, imens renoveringsarbejdet står på.

– Vi beklager, at vi ikke kan tilbyde at sælge diesel til vores kunder i denne periode. Det er ærgerligt, fordi vi har mange kunder, der tanker. Men når ting bliver brugt, så skal de også vedligeholdes, og derfor ser vi det som rettidig omhu, at vi nu renoverer anlægget, så vi sikrer, at det kan holde i mange år, siger Steen Bjerre Hansen, der er uddeler i SuperBrugsen.

Der vil i forbindelse med renoveringen blive sat et nyt prisskilt op.

OK-kunder med dieselbiler kan i perioden tanke på anlæggene i Rødvig, Hårlev eller Karise.

Skriv en kommentar