(Last Updated On: 7. juli 2020)

Ny sommerrevy får titlen: Harmoniens Revyperler og erstatter Rødvig Revyen Revyperler, der for få uger siden måtte trække stikket med henvisning til corona-restriktionerne.

Årets revyhold. (Pressefoto)

Rødvig: Der bliver alligevel spillet sommerrevy i Rødvig i år, for i weekenden udsendte holdet bag ’Harmoniens Revyperler’ en pressemeddelelse, hvori man kan læse:

’At Restaurant Harmonien i Rødvig og skuespiller Max Hansen har arbejdet hurtigt og sammensat et revytilbud, der holdes inden for retningslinierne under sommeren 2020’.

– Da jeg blev spurgt, om jeg ville hjælpe Harmonien i Rødvig med Revyperler, var jeg ikke et sekund i tvivl. Vi trænger alle til at more os igen. Konceptet med Revyperler har betydet meget for mig gennem årene. Som både kunstnerisk leder, skuespiller og instruktør af revyen kan jeg sammen med et superstærkt revyhold garantere topunderholdning og godt humør med skønne revyperler, siger Max Hansen, der tidligere har været instruktør og kunstnerisk leder af Rødvig-revyen.

Revyens navn er Harmoniens Revyperler og indeholder spritnye såvel som velkendte revyperler. Revyholdet er Max Hansen, Anne Karin Broberg, Jeff Schjerlund og Mathias Grove.

Revyen har premiere torsdag den 23. juli og er programsat med 16 forestillinger torsdag, fredag og lørdag frem til og med uge 34. Revyen har maksimal kapacitet på 110 gæster og vil foregå med spisning i salen og på balkonen for at sikre den nødvendige afstand. Revyen sælges med fast menu – en revyplatte, der serveres ved bordene til alle gæster inden revyens start.

Rødvigrevyen har tidligere på året været nødsaget til at aflyse årets revy og anvende statens hjælpepakke og laver ikke revy i 2020, men planlægger at være tilbage i 2021. Harmoniens Revyperler er at betragte som en nødrevy, der udelukkende afholdes i år.

Se mere på revyperler.dk.
rmh

Skriv en kommentar