(Last Updated On: 5. april 2022)

Rideklub Strålen har fået støtte til et nyt projekt, som tilbydes til sårbare børn, unge og voksne eller økonomisk trængte familier. Formålet er at hjælpe til at skabe bedre socialt samvær og dermed bedre trivsel.

Af Erik Nielsen

Alle parter for noget ud af det nye projekt, som er støttet med 60.000 kroner af foreningspuljen fra DGI og DIF. (Fotos: Gitte Rasmussen)

Strøby: Med støttemidler på 60.000 kroner er den lokale Rideklub Strålen nu klar til gøre noget for at sårbare børn, unge og voksne.

Støttekronerne kommer fra foreningspuljen i Dansk Idræts-Forbunds (DIF) og Danske Gymnastik & Idrætsforeninger (DGI), og med dem i hus har Rideklub Strålen nu sat gang i et helt nyt projekt.

Rideklubben, som er beliggende mellem Strøby og Magleby, kan nu nå nogle nogle målgrupper, som de ellers ikke lige kommer i kontakt med.

Ud over de sårbare mennesker gælder det også økonomisk trængte familier.

– Vi så der var et behov, og vi kan køre projektet indtil sommerferien med de midler, vi har fået, siger rideklubbens formand, Gitte Rasmussen, der især ser frem til, at klubben nu kan skabe et netværk til netop denne målgruppe.

Det vil de gerne gøre for at fremme idræt og socialt samvær for dem, der ellers ikke har muligheden.

– Der er nogle resursesvage mennesker, som lige skal have et skub i den rigtige retning. Og én af den, som går hos os i projektet har allerede mod på at fortsætte, når projektet stopper. Jeg og de mere end 150 medlemmer i foreningen glæder os alle over de nye ansigter, der er startet i klubben, forklarer Gitte Rasmussen over for avisen.

Tre nye certificeringer

Formanden peger på, at foreningen ud over det nye projekt har opnået hele tre certificeringer igennem Dansk Ride Forbund .

Dansk Ride Forbunds certificerinsordning har til formål at skabe en skarp profil af forbundets klubber, så medlemmer og interessenter nemmere kan orientere sig. En certificering indenfor et givent område, er således forbundets blåstempling og anbefaling af rideklubben.

Rideskolen Strålen er således certificeret inden for kategorierne: Elevskole, bæredygtighed og sikkerhed.

Hvor er pengene fra?

DIFs og DGIs foreningspulje uddeler årligt cirka 44 millioner kroner til projekter i idrætsforeninger. Foreningspuljen kan støtte lokale projekter i idrætsforeninger, eksempelvis til medlemsrekruttering, udvikling af nye aktiviteter eller løft af træningskompetencer.

Det er muligt at søge puljen om op til 300.000 kroner, men langt størstedelen af puljens bevillinger ligger mellem 10.000 kroner og 30.000 kroner, så det er et flot beløb, som det er lykkedes Rideklubben Strålen at få udbetalt til deres det nye projekt.

Puljens midler kommer fra de såkaldte spillehalsmidler, som Venstre, Liberal Alliance, Det konservative Folkeparti, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og SF har afsat til lokalforeningspuljer til støtte for det frivillige foreningsliv i Danmark.

Puljen ansøges via Central Foreningsregister på www.medlemstal.dk. Mere information og retningslinjer for puljen findes på DIF og DGI´s hjemmesider.

Skriv en kommentar