(Last Updated On: 19. marts 2014)
side3-finn

Klik på billedet for at forstørre

Af Finn Barlach
Klintevej 11, Rødvig

Da jeg har erfaret, at man er begyndt at prøvebore til byggeriet af multihallen, vil jeg endnu engang henlede opmærksomheden på, at Rødvig, som eneste større by og tilflytningsområde, ikke får en hal til holdsport.
Kommunen har solgt Boestofteskolen og lejet hallen for 3 år. Og hvad så? Skal Rødvigs børn stadig transporteres til en hal? Det kan løses ved at forlænge multihallen med 12 meter, hvorved man ikke alene får en boldbane, men også 2 mindre haller ved hjælp af en fleksibel væg. Der bliver altså ikke ændret noget som helst af multihallens idé, blot flyttet en bagvæg 12 meter mod syd, og udendørsarealet flytter med.
Jeg har på borgermødet angående hallen hørt argumenter som, at holdsporten var for nedadgående. Hvor kommer det dog fra? Ligeledes blev det hævdet, at hvis vi ikke ville acceptere det oprindelige forslag, ville vi ingen hal få, og pengene ville så gå til en ny hal i Store Heddinge! Det var da en trussel, der var værd at lytte til. Jeg følte mig som en skoledreng, der havde fået et rap over fingrene.
Kære politikere, jeg håber ikke, at det er sådan, I tror, vi lader os behandle. Flere strålende argumenter og tegninger, hvis det ønskes.

Skriv en kommentar