(Last Updated On: 13. august 2014)

Politiskilt-SPOTRØDVIG: Politiet modtog mandag den 11. august klokken 16.29 en anmeldelse fra en 54-årig kvinde fra Tornebjergvej i Rødvig. Hun havde om lørdagen modtaget en sms-besked på sin mobiltelefon med besked om, at hun straks skulle ringe. Hun genkendte ikke nummeret, men troede, at beskeden var fra hendes barnebarn, hvorfor hun forsøgte at ringe retur til afsendertelefonnummeret tre gange.
Opkaldene blev dog ikke besvaret, men kvinden har efterfølgende konstateret, at hun som følge af opkaldene er blevet trukket for knap 700 kroner på sin mobilregning.
Sms’en var blevet sendt fra et nummer, der startede med +88 efterfulgt af ni cifre. Politiet undersøger nu sagen nærmere i et forsøg på at få identificeret telefonnummeret.
Politiet opfordrer borgerne til at være skeptiske over for telefonopkald og sms-beskeder fra især udenlandske numre, som ikke er modtageren bekendt. Opkald og sms-beskeder fra danske telefonnumre kan kendes på +45 foran telefonnummeret. Underret eventuelt eget teleselskab om modtagelse af tilsvarende sms-beskeder.

Skriv en kommentar