(Last Updated On: 23. juni 2016)

Rødvig_csLørdag den 14. maj blev der i anledning af Pinsen afholdt morgensang ved Skibsværftet på Rødvig Havn. Et hyggeligt og velbesøgt arrangement, der blev indledt med en tale af borgmester Mogens Haugaard Nielsen. Han talte, stort set kun om, hvilken perle Rødvig er, og hvordan vi ville kunne skovle penge ind via denne perle, som jo ligger tæt ved Klinten, som er på UNESCOS- verdensarvsliste.

Så er det lige jeg må spørge, hvordan har man tænkt sig det skal ske? Når jeg går tur på havnen, hvilket jeg ofte gør, møder jeg tit turister, der spørger. hvor turistkontoret er. Jeg må desværre fortælle dem, at det er pist væk, så skal de have hjælp, så må de henvende sig på Rødvig Kro, der har overtaget tjansen.

Det er et par gange sket, at jeg senere har mødt de samme mennesker og spurgt, om de fik hjælp – de ser på mig med et skævt smil og forklarer, at det kun virker som om, der skal tjenes penge (åh Mogens, det er her pengene skal komme fra), hjælp og service det har de ikke mødt.

Indtil for kort tid siden kunne turister henvende sig i det lille, røde hus på havnen, her fik de hjælp og vejledning, men nu er det lukket, for Rødvig er nu en del af en ny turismestrategi, man har slået Møn og Sydsjælland sammen til det, der nu hedder “Møn- Sydsjælland Turistforening”.

Sommerhusudlejning sker fra Møn, hvad så hvis man kommer til et sommerhus, man har lejet i Rødvig, og det ikke svarer til det lovede. På Rødvig Kro er der ingen hjælp at hente, og på Møn bliver man mødt af en telefonsvarer.

I dag er jeg så også blevet bekendt med, at havnefogden på Rødvig Lystbådehavn er blevet afskediget med udgangen af 2016, en mand, der er kendt i og med lokalområdet, en mand, der har serviceret og hjulpet vores sejlende gæster i ti år.

Udvikling er godt, men kræver investering og service, mangel på dette fører let til afvikling.

Den perle Rødvig er risikerer at blive til et similismykke.

Annette Hansen

Vinkelvej 11

Rødvig

 

Skriv en kommentar