(Last Updated On: 18. august 2020)

Rødvig Roklub er fem år gammel og kalder sig ’roklubben for rigtige roere’. Klubben har roning om sommeren og rospinning og styrketræning om vinteren – samt en masse social hygge året igennem. (Privatfoto)

Affaldsindsamling: 18 roere fra Rødvig Roklub var i starten af august ude at samle henkastet affald langs Junglestien omkring Rødvig. Dagens ’høst’ blev to sække fyldt med bl.a. glas, metal og plast.

– Vi delte os i to grupper, og gik hver sin vej på ruten, så vi tog hver sin halvdel. Vi planlagde at mødes cirka halvvejs på turen, hvor et af vores medlemmer bor. Der stod den på diverse ristede pølser med brød samt øvrigt tilbehør og drikke, fortæller deltagerne.

For dem alle blev den bedste oplevelse, at det var en opgave udført i rigtig godt vejr, samt at mødes med en del medlemmer igen oven på Covid-19.

Affaldsindsamlingen fandt sted i forbindelse med frivilligheds- og sponsorkonceptet ’Ren Natur’, hvor foreninger kan tjene sponsormidler ved at samle henkastet affald i deres tilhørskommune.

Sponsorpengene, som Rødvig Roklub indsamlede, skal bruges til anskaffelse af materiel i roklubben – fortrinsvis til de yngste medlemmer.
rmh

Fakta

Ren Natur er ejet og ledet af Hold Danmark Rent og er et samarbejde mellem kommuner, frivillig- og foreningslivet og det lokale erhvervsliv.

  • I 2020 er McDonald’s, SPAR, Danske Bank og WestWind nationale sponsorer af Ren Natur. Desuden har konceptet modtaget støtte fra Miljøstyrelsens Strandoprydningspulje.
  • Ren Natur gennemfører mere end 400 affaldsindsamlinger i 2020.
  • Rekord mange foreninger har tilmeldt sig og mange ruter er allerede tildelt til de glade frivillige. På rennatur.org/stevns-kommune/ kan man se, om der stadig er ledige ruter i Stevns Kommune.

Kilde: rennatur.org

Skriv en kommentar