(Last Updated On: 9. maj 2022)

Rødvig: Flere udrykningskøretøjer og en helikopter satte søndag sen aften den 8. maj kursen mod Stevns Klint efter et alarmopkald kl. 23.00 om en båd, som var kommet i problemer under en sejlads fra Køge Bugt mod Stevns.

Båden var sejlet ud fra Greve Havn søndag formiddag, og i løbet af dagen havde motoren givet kvaler for bådføreren, en 27-årig mand fra Vallensbæk.

Ud på aftenen kom der røg og damp i bådens kabine, hvorfor den 27-årige slukkede for strømmen og slog alarm.

Politiet indledte i samarbejde med JRCC (Joint Rescue Coordination Center) en redningsaktion med blandt andet flere brandbiler og helikopter.

Der blev ikke behov for at evakuere manden fra båden, men båden blev bjærget til Rødvig Havn.

En nærmere undersøgelse viste, at der ikke havde været brand i motoren, men kun damp fra motorrummet.

Skriv en kommentar