(Last Updated On: 9. september 2021)

Strøby Egede: En 70-årig kvinde fra Engvangsvej kontaktede onsdag den 8. september kl. 13.26 politiet, for at anmelde et mistænkeligt telefonopkald, som hun havde modtaget.

Kvinden var blevet ringet op af en mand, der udgav sig for at være fra politiet. Manden i telefonen havde fortalt den 70-årige, at der var ved at blive hævet et større pengebeløb fra hendes konto, og bad hende derfor udlevere sin kontooplysninger til ham. Det afviste den 70-årige kvinde, som derefter afsluttede opkaldet.

Politiet vil gerne rose den 70-årige kvinde for hendes ageren og samtidig advare andre om at udvise en sund skepsis over for alle fremmede, der henvender sig og oplyser, at de er fra firmaer eller offentlige myndigheder.

– Stil kritiske spørgsmål og afbryd telefonsamtalen, hvis du er i tvivl, om henvendelsen er reel og foretag eventuelt en kontrolopringning den anden vej til firmaet eller den offentlige myndighed og bed om at tale med vedkommende. Oplys aldrig personfølsomme oplysninger som for eksempel personnummer eller Nem-ID, koder eller oplysninger om betalingskort, lyder rådene fra Midt og Vestsjællands Politi.

Skriv en kommentar