(Last Updated On: 6. april 2021)

Skal der findes pengene til renovering af skinnerne på Østbanen, før togene ikke længere kan køre, så skal det være nu. Det mener SF’s transportordfører i Folketinget, Anne Valentina Berthelsen og Region Sjællands næstformand, Jacob Jensen fra Venstre.

For nylig kørte et af Østbanens tog af skinnerne ved Hårlev Station. (Foto: Henrik Fisker)

Stevns: I starten af året så en ny alliance dagens lys, bestående af SF og Venstre, som nu tager endnu et skridt i forsøget på at presse regeringen til at finde penge til renoveringen af de nedslidte skinner på Østbanen.

De to partier afholdt i februar en høring om Østbanen og landets andre lokalbaner, og nu indkalder de transportminister Benny Engelbrecht (S) og indenrigsminister Kaare Dybvad (S) til en forespørgselsdebat i Folketinget.

De to partier ønsker at samle et flertal i Folketinget, som kan pålægge regeringen at prioritere midler til Østbanen, der som bekendt er så nedslidt, at togene på strækningen har kørt med nedsat fart i over et år. Og onsdag i forrige uge kørte et tog af sporet ved Hårlev.

– På høringen blev det jo meget tydeligt, at regeringen ikke kan tillade sig at ignorere Østbanen og de andre lokalbaner, fordi de rent faktisk er underfinansierede. Det var alle enige om, og derfor kan vi selvfølgelig heller ikke forvente, at Region Sjælland bare skal finde pengene til at skifte Østbanens skinner selv, for de har dem simpelthen ikke, siger SF’s transportordfører i Folketinget Anne Valentina Berthelsen i en pressemeddelelse.

SF har tidligere foreslået at øge drifts- og vedligeholdelsestilskuddet til lokalbanerne med 105 mio. kr. årligt sådan, som også Danske Regioner foreslog på høringen.

– Det vil vi gå efter at pålægge regeringen sammen med Venstre og de andre partier, som har sagt, at de gerne vil redde Østbanen og dens passagerer, siger SF’s transportordfører.

Venstres medlem af Folketinget og næstformand i Region Sjælland Jacob Jensen er enig:

– Regionerne har ikke mulighed for med det nuværende statslige driftstilskud at udskifte skinnerne, hvorfor det kræver en ekstra bevilling fra regeringen. Og i Østbanens tilfælde skal det ske hurtigst muligt, det vil sige senest ved de årlige økonomiforhandlinger mellem regeringen og Dansker Regioner, der finder sted inden sommer, udtaler Jacob Jensen.

Forespørgslen er datosat til den 20. april.
rmh

Skriv en kommentar