(Last Updated On: 1. april 2015)

Sømandsfest-105
Sidste år blev der danset flittigt, da Rødvig Borgerforening holdt sømandsfest på Harmonien. (Foto: Rita Siig).

RØDVIG: Sidste år startede Rødvig Borgerforening en ny festtradition i byen, hvor mange af byens borgere drog til sømandsfest på Restaurant Harmonien. Nu kaldes der til fest igen, og i år bliver det under temaet ”forår”. Bordene og salen vil være pyntet i forårets tegn og Restaurant Harmonien vil servere en lækker forårsbuffet med fisk, kød, salater, ost og brød. Under spisningen vil der være lokal underholdning, og bagefter vil gruppen ”Coffee Club” spille op til dans. Det sker lørdag den 18. april klokken 18.00 på Restaurant Harmonien. Alle er velkomne og det koster 299 kroner pr. person. Billetter kan allerede nu købes på billetto.dk eller i café Rødvig på Harmonien hver torsdag frem til den 9. april mellem klokken 14.30 og 16.00. ”I Rødvig Borgerforening har vi et festudvalg, bestående af Elisa Hollænder, Rita Siig og mig. Grunden til, at vi gør det her, er, fordi vi gerne vil gøre Rødvig til en festlig by og på den måde være med til at leve op til Rødvig Borgerforenings formålsparagraf, som er: ”Rødvig Borgerforening er en upolitisk forening, der via kulturelt, socialt og praktisk fællesskab gør Rødvig – En perle på Stevns – til et endnu bedre sted at bo”, siger Evy Wridt fra Rødvig Borgerforening. ”Tidligere har der været dansepavillon i Rødvig. Det er dog ikke det, vi vil genoplive. Men vi vil gerne have en årlig fest, hvor vi mødes og har det sjovt sammen”, slutter Evy Wridt.

Skriv en kommentar