(Last Updated On: 23. november 2020)

Det store træ ankom til Nytorv mandag eftermiddag, liggende på ladet af en lastbil. Flot og fyldig er årets julegran, og snart kommer der lyskæder på. (Fotos: Rikke Michael Hansen)

Store Heddinge: Her til eftermiddag ankom en godt 10-11 meter høj gran til Nytorv i Store Heddinge, liggende godt spændt fast på ladet af en lastbil.

Årets juletræ, som skal sikre hyggen i Store Heddinge i hele julemåneden, kommer fra Skovvejen 38 lidt uden for Store Heddinge, hvor Margit og Frede Aagren bor. Her har de nu fået ekstra god plads og mere lys, nu hvor den fyldige gran er væk.

Formanden for Store Heddinge Håndværkerforening, Per Johansen, oplyser, at selve nedfældningen af det 36-37 år gamle grantræ gik ganske fint. Dog blev det nødvendigt at tilkalde forstærkninger i form af en anden og længere kran, for træet stod 20 meter væk fra vejen og skulle blandt andet hejses ind over et drivhus.

Det er som altid byens håndværkerforening og handelsstandsforening, der tager sig af opgaven med at finde, fælde og transportere årets juletræ til Nytorv i Store Heddinge.

Snart kommer der lys på – dog bliver det i år uden julemand, karameller og julemusik, for det tillader situationen med corona desværre ikke.
rmh

Den fine gran har stået ud til Skovvejen i mange år, men træet har vokset sig for stort og kan nu pynte på Nytorv her i den søde juletid. (Foto: Tim Warner)

 

Skriv en kommentar