(Last Updated On: 26. juli 2021)

Altså veteranbiler og 50 velpudsede stykker af slagsen

SPORT: Lørdag den 31. juli bliver det sommerklædte stevnslandskab beriget af de smukkeste gamle biler, som kører ud på en cirka 63 km. lang tur rundt på Stevns.

Start: Nytorv

Det sker når det traditionsrige »Stevnsløbet« afvikles for 27. gang, som er et samarbejde mellem Lions Club i samarbejde med Dansk Veteranbilklub.
Køretøjerne opmarcheres på Nytorv i Store Heddinge fra kl. 8, og sendes af sted efter behørig præsentation fra kl.10, og der er således rig mulighed for at besigtige de flotte biler, høre om deres historie og nyde »turen« tilbage i historien.

Vallø, Gjorslev og Fyret

Der er 3 stop undervejs, hvor der skal løses en lille opgave.
Det første stop er ved Vallø Slotskro bag de gule bygninger. De første køretøjer forventes at ankomme ca. kl. 10:30. Andet stop på Gjorslev ved ca. 11-tiden, og tredje stop ved Stevns Fyrcenter ca. kl. 11.30. Tiderne skal tages med nogen forbehold.
Ruten går i år fra Torvet via Bjælkerupvej, Seinhuus, gennem Arnøje og Hellested, Kulagervej, Kærvej, Vedskøllevej og Slotsgade til Vallø.
Efter 1. stop fortsættes forbi Vallø Kirke og videre ad Køgevej, Tingvej, over Klippinge mod Gjorslev. Efter 2. stop ved godset fortsættes mod Holtug, Sigerslev, ad Hærvejen til Stevns Fyrcenter, som er 3. og sidste løbstop.
Herfra går turen via Tommestrup tilbage til Store Heddinge bagom kirken til skolen med indkørsel fra Bjælkerupvej. Ved skolen parkeres veteranbilerne, mens kørerne indtager deres velfortjente frokost, som Lions er vært ved. Her overrækkes præmier til vinderne af de afholdte prøver og uddelte opgaver på turen.

Støtter hjælpearbejde

Det festlige og farverige Stevnsløb bliver i år styret af Martin Nielsen fra Veteranbilklubben, da Hans Peter Nielsen, som tidligere var primus motor, har valgt at stoppe sit virke efter 26 år.
Løbet afvikles med økonomisk opbakning fra lokale sponsorer. Veteranbilerne er forsynet med plader, der oplyser sponsornavn eller logo.
Overskuddet fra hele arrangementet går ubeskåret til Lions’ hjælpearbejde, i både Stevns Kommune, i Danmark og verden omkring os.

sky

Musik og boder i Store Heddinge

Lørdag den 31. juli spinder Nytorv i Store Heddinge lystig af veteranbiler, som skal gennemføre årets orienteringsløb.
I den forbindelse er Algade lukket for trafik i tidsrummet kl. 8-15.
Til gengæld er der masser og musik og boder, så der er lagt op til en skøn lørdag med masser af liv i byen.

Skriv en kommentar