(Last Updated On: 11. august 2020)

Sådan skal et mundbind sidde, fortæller medarbejder på Stevns Apotek. (Foto: Klaus Slavensky)

Corona: Salget af mundbind er steget kraftigt, efter Sundhedsstyrelsen fredag anbefalede, at man bruger mundbind i den kollektive trafik.

Flere apoteker landet over melder om rekordsalg, og flere meldte udsolgt i sidste uge.

Nødvendigt eller hva?

Men det er ikke tilfældet på Stevns Apotek, fortæller apoteker Arjang Mehrdad.

– Vi får forsyninger hele tiden, og vi sælger godkendte mundbind, og de holder fire timer hvis man skal følge retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen, oplyser han, som dog ikke finder det nødvendigt at benytte dem i tide og utide.

Den holdning deler han med professor Allan Randrup Thomsen fra Københavns Universitet, som ifølge DR kalder det unødvendigt i den nuværende situation.

– Jeg synes, det er gået helt grassat med indkøb af masker og mundbind på nuværende tidspunkt, siger ekspert og professor i virussygdomme.

Masser af gode råd

Farmakonom Eva Kjær Nordhild Olsen stiller sig velvilligt til rådighed som fotomodel, for at vise hvordan man sætter masken korrekt.

– Der er nogen som siger at mundbindet får ens briller til at dugge, men det sker ikke hvis næseklemmen sidder rigtigt, forklarer hun.

Sundhedsstyrelsen anbefaler desuden, at man vasker eller spritter hænderne inden man tager masken ud af emballagen, og så må man ikke berøre masken under brug.

Hvis man hoster i masken skal den bortskaffes ligesom efter fire timers brug, idet den som udgangspunkt er et engangsmundbind.

Håndvask, håndsprit er også obligatorisk efter endt brug, hvor ansigtsmasken skal smides ud i en lukket skraldepose.

Rigeligt med mundbind

Det er ikke kun apotekerne på Stevns som sælger mundbind, de kan f.eks. også fås i Matas og Meny i Store Heddinge, og som det fremgår af Stevnsbladets bagside, så kan Huset Bent Møller også tilbyde godkendte mundbind.
sky

Skriv en kommentar