(Last Updated On: 7. februar 2020)

Motion: Stevns Orientering sæson 2020 starter på søndag den 9. februar med løb i Faxe Kalkbrud.

Det er den 47. sæson orienteringsløb i den østsjællandske skove, som går i gang. Løbene bliver arrangeret af Roklubberne Stevns og Viking, Stevns Motorklub og Store Heddinge Gymnastikforening, samt af andre frivillige med interesse i orienteringsløb.

Alle er velkommen til at deltage i løbene, der kræves ikke medlemsskab af nogen klub. Udstyret er almindeligt tøj til motion i det fri, som også gerne må kunne tåle lidt vand og mudder, da ruterne går via skovstier. Der er ruter for såvel børn som voksne, fordelt på forskellige længder for nybegyndere, let øvede og øvede. Ruterne er: 3 km børne rute, 4 km mellemsvær, og svære baner på henholdsvis 3, 4 og 6 km.

Ved startstedet er der mulighed for at få hjælp til banevalg og lidt kort-intro.

Der udleveres et kort med indtegnede poster på samt et kontrolkort. Posterne på kortet opsøges i rækkefølge og ved posten stemples i kontrolkortet. Der tages tid på løbet, og den, der er hurtigst til at finde igennem ruten tilbage til mål, vinder.

Start tid er imellem kl. 9.00 og 10.00. På nær sidste løb, hvor alle starter samtidig kl. 9.30.

Prisen for at deltage er 10 kroner for børn til og med 16 år. For andre er prisen 30 kroner.

På søndag startes fra kl.9.00 til 10.00, med startsted og parkering på Stubberupvej, Faxe.

Næste løb er den 23. februar i Vemmetofte Strandskov, startsted er afmærket på Vemmetoftevej i skoven imellem Faxe Ladeplads og Vemmetofte.

Såfremt der ønskes yderligere information kan man læse mere på www.stevns-orientering.dk;

Orienteringsløb er motion for hjerne og krop, samt en god mulighed til se på dele af den lokale natur, som man ikke ellers ville stifte bekendtskab med.

Skriv en kommentar