(Last Updated On: 11. maj 2021)

Deltag i Hjerteforeningens landsuddeling og red liv

Udover de sparede omkostninger til indsamlingshjerter gør kontantfriheden også, at Hjerteforeningens Landsuddeling bliver coronasikker, fordi der ikke udveksles mønter, og indsamlerne kan holde en god afstand. (Foto: Linda Johansen, Hjerteforeningen)

Indsamling: En hjertestarter øger chancen for at overleve et hjertestop uden for hospitalet markant. Søndag den 30. maj er dagen, hvor danskere i by og land igen kan samle ind til opsætning af flere hjertestartere. Ved Landsuddelingen bliver de indsamlede midler anvendt til at sætte døgntilgængelige hjertestartere op over hele landet.

– Hver dag falder 14 mennesker om med hjertestop uden for hospitalet, og dem skal vi hjælpe bedst muligt. Her er hurtig hjælp afgørende for chancen for at overleve, og hjertestartere er sammen med livreddende førstehjælp fra omkringstående meget vigtige for chancen for at overleve. Tal viser, at kun 16 procent overlever et hjertestop uden for hospitalet, hvis ingen træder til, før ambulancen kommer, udtaler Hjerteforeningens administrerende direktør Anne Kaltoft i en pressemeddelelse:

– Men får du hjælp med en hjertestarter og livreddende førstehjælp inden for 3-5 minutter, stiger chancen for at overleve til 50-70 procent. Vi kan altså ved en fælles indsats hjælpe dem, der bliver ramt af hjertestop, siger Anne Kaltoft, og hun håber, at mange vil støtte op om Landsuddelingen.

Fysisk og digital

Ved Landsuddelingen kan du gå med som indsamler både på en fysisk rute eller ved at samle ind digitalt.

En fysisk indsamlingsrute er en traditionel rute, hvor du stemmer dørklokker på indsamlingsdagen den 30. maj. Ruten gennemføres på indsamlingsdagen og tager ca. 2-3 timer at gennemføre.
Har du mere lyst til at samle ind digitalt, kan det også lade sig gøre at gøre. En digital rute er et alternativ eller supplement til at gå en traditionel, fysisk indsamlingsrute. Du kan ”gå” en digital rute ved at oprette en online indsamling, som du opfordrer dit netværk til at donere til via MobilePay eller betalingskort, og indsamlingen kan foregå i tiden op til den 30. maj.

Vælger du at ”gå” en digital rute, kan du stadig også gå en eller flere fysiske ruter.

Ingen kontanter

Igen i år er Hjerteforeningens Landsuddeling kontantfri, selvom mange indsamlere samler ind via en dør-til-dør indsamling. Her bliver der samlet ind via Mobilepay, sms og bankoverførsel.

Med en kontantfri indsamling sparer Hjerteforeningen mere end 500.000 kroner i omkostninger til indsamlingshjerter og håndtering af kontanter – penge, der i stedet kan anvendes til at sikre flere døgntilgængelige hjertestartere til danskerne.

Læs mere om Hjerteforeningens Landsuddeling og meld dig til på gådigtilenhjertestarter.dk.

Skriv en kommentar