(Last Updated On: 18. juli 2022)
Politi: Søndag den 17. juli kl. 09:38 anmeldte vidner på vegne af en 43-årig mand fra Hårlev, at den 43-årige få minutter tidligere havde haft en uoverensstemmelser med en bilist, som havde overfaldet den 43-årige med slag.
Bilisten var efterfølgende kørt fra stedet i en sølvgrå varebil ad Hovedgaden i Hårlev i nordlig retning.

Ramte sidespejl

Politiet kørte til stedet og fik kontakt til den 43-årige mand, der havde synlige skader i hovedet efter slag. Han bekræftede, at den mistænkte var kørt fra stedet i en varebil efter en uoverensstemmelse om placering på vejen.
Den 43-årige var ifølge sin forklaring gået ad Hovedgaden i venstre side af vejen, da to bilister kom ham i møde. De kørte begge ud på midten af vejen, så den forreste personbil ført af en ældre kvinde passerede uden problemer.
Den næste bil var varebilen, hvis fører ifølge den 43-årige kørte så tidligt mod højre igen, at den 43-årige gestikulerede med sine arme for at gøre opmærksom på en for tæt forbikørsel. Herunder ramte han sidespejlet på varebilen, så spejlet gik i stykker.
Den mandlige fører af varebilen standsede, og i forbindelse med en diskussion slog han den 43-årige, der som følge heraf faldt omkuld.
Diskussionen havde fået vidner til at komme ud på vejen, hvor de så manden køre væk i varebilen, inden de kom den 43-årige til undsætning.

Voldsmand efterlyses

Politiet har nu optaget rapport om både et færdselsuheld og om vold, hvor den mistænkte blev beskrevet som: mand, 40-50 år, ca. 190 cm høj, lys i huden, muskuløs af bygning, iført lyst håndværkertøj og dansktalende.
Personer, der måtte have gjort observationer i forbindelse med sagen, bedes kontakte politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen, så føreren af varebilen kan identificeres.

Skriv en kommentar