(Last Updated On: 21. september 2020)

’Svanen’ vil fra næste sommer kunne huse 12 beboere og dertil kommer de 20 nye arbejdspladser, som Marjattas nye bofællesskab også fører med sig.

Af: Rikke Michael Hansen

Fra venstre er det Bo Astrup Jensen, Stine Mette Hansen, Susanne Petersen samt John Erik GRanberg Petersen. De står klar med guldspaderne til at tage det første spadestik til det nye bofællesskab Svanen. (Foto: Rikke Michael Hansen)

Store Heddinge: Mandag eftermiddag i sidste uge blev første officielle spadestik taget til ’Svanen’, som – når det står færdigbygget til næste sommer – bliver et nyt bofællesskab under Marjatta for voksne udviklingshæmmede.

Marjatta er et skole- og behandlingshjem for udviklingshæmmede børn, unge og voksne, der blev grundlagt i 1953 på forældreinitiativ. Knap 30 år senere, i 1982, blev bofællesskabet Sampovig grundlagt lidt uden for Store Heddinge, i et nedlagt alderdomshjem på Trommeslagervej. Det var det første voksensted i Marjatta-regi og dengang flyttede 10 voksne beboere ind på Lærkegården.

Snart syv fugle

Siden er Sampovig blev udvidet med flere boenheder, senest i 2004, hvor Tranekær og Uglebo samt fællessalen blev bygget, og i alt har stedet i dag seks boenheder, der alle er navngivet efter fugle: Lærkegården, Tranekær, Svalebo, Vibehuset, Uglebo og Nattergalen.

– Nu lander Svanen blandt de andre fugle. Svanen er jo Danmarks nationalfugl, og vi tror på, at det nye bofællesskab kommer til at få stor betydning for Sampovig – som ligger lidt isoleret i forhold til Marjattas Skolehjem og Bredeshave samt de andre Voksensteder, sagde bestyrelsesformand Finn Skovbo Petersen i sin tale, kort før guldspaderne skulle stikkes i den hårde jord.

Siden juli i år har Mette Bergø været forstander på Sampovig.

Nye beboere og nye arbejdspladser

Her ses bestyrelsesformand Finn Skovbo Petersen (Foto: Rikke Michael Hansen)

Bestyrelsesformanden oplyste videre i sin tale, at der i dag bor 31 borgere på Sampovig. Når Svanen står færdigbygget, vil der blive plads til yderligere 12 beboere, som får hver deres værelse med dertilhørende bad og toilet.
Han kunne også fortælle, at der i dag er 65 ansatte på Sampovig, og at der med Svanen kommer yderligere minimum 20 nye medarbejdere til Stevns Kommune.

Det samlede bruttoetageareal er på 1.335 kvadratmeter og vil udover de 12 værelser også indeholde fællesarealer såsom ophold- og spisestuer, fælleskøkken, kontorer og diverse rum til praktiske gøremål.

– Svanen er næsten en tro kopi af Sagahus, som for omkring tre år siden blev færdig på voksenstedet Vidarslund (i Faxe, red.). Det er et vellykket byggeri, men når man bygger, opdager man altid efter færdiggørelse, at der er ting, man gerne ville have gjort lidt anderledes – det sker lige meget hvor godt man har forberedt sig. Fordi Svanen er bygget på samme grundlag som Sagahus, så har vi haft mulighed for at ændre på de ting, vi gerne ville have gjort anderledes i Sagahus, sagde Finn Skovbo Petersen.

Færdigbygget juli 2021

Byggeriet kommer til at koste knap 23 millioner kroner eksklusiv inventar, og det er Region Sjælland, der har muliggjort finansieringen ved at sikre byggeriet med en anlægsgaranti.

Byggeriet sker i en Fagentreprise. Totalrådgiver er arkitekterne HS Brunsgaard Lauersen, som vil styre og koordinere byggeriet, mens Niels Wium ApS har de to største entrepriser: murer- og støbe- samt tømrerentreprisen.

Byggeriet skal stå færdigt 1. juli 2021 med indflytning for de 12 beboere i løbet af juli og august 2021.

Siden Sampovig blev grundlagt er yderligere tre voksensteder kommet til: Ristolahaven, Sofiegården og Vidarslund, og i dag bor der i alt cirka 140 borgere i bofællesskaber på Marjattas voksensteder.

Skriv en kommentar