(Last Updated On: 5. maj 2020)

Jollerne nåede ikke på vandet mandag aften i sidste uge, men alt blev klargjort til at komme i vandet den kommende mandag. (Privatfoto)

Rødvig: Sejler-sæsonen startede mandag aften i sidste uge for juniorerne i Sejlklubben Stevns, hvor jollerne blev hentet ud af deres vinterhi. De blev behørigt rigget til, og alt grejet blev tjekket, så de mandag i denne uge kunne komme på vandet.

Til slut blev standeren for ungdomsvenlig sejlklub hejst af klubbens yngste blandt juniorerne, og alle de ti fremmødte fik sammen markeret, at sæsonen nu er i gang, i hvert fald for de øvede juniorer.

– Nybegyndere må desværre vente indtil blandt andet afstandsrestriktionerne bliver lempet. Men vi er så klar til at byde dem velkommen lige så snart, vi får grønt lys fra vores forbund, lyder det fra Rolf Larsen, der er formand for Sejlklubben Rødvig Stevns.

Han kan endvidere oplyse, at sæsonopstarten foregik efter retningslinjerne fra myndighederne og Dansk Sejlunion, hvilket blandt andet vil sige i behørig afstand fra hinanden og med håndsprit inden for rækkevidde.

Vil man gerne høre mere om ungdomssejlads i Rødvig, så er man velkommen til at henvende sig til ungdomstræner Erik Nielsen på 20869760.

Skriv en kommentar