(Last Updated On: 23. september 2022)

Tre uger tilbage: I uge 41 skrives der Danmarkshistorie når Stevns Klint Oplevelsescenter åbner. Det er samtidig en milepæl for hele Stevns, og Stevnsbladet vil frem til åbningen følge den spændende udviklingsproces med at få denne kulturperle gjort klar til at komme på landkortet.

Stevns’ nye seværdighed i Boesdal byder fra start af, på en rustik caféagtig frokost.

Af Klaus Slavensky

Franziska Bork Petersen (tv) og Fanny Josefsson Waller vil med deres internationale baggrund kreere et lokalt spisested med et touch af det globale. (Foto: Klaus Slavensky)

Boesdal: Først hed det Besøgscenter, så Oplevelsescenter og nu Stevns Klint Experience, og det passer rigtigt godt til alle stedets funktioner.

Synonymet er nemlig ’opdage’, ’eventyr’, ’happening’ og ’event’, og alle disse begrebers bedste indhold findes i visionerne for udstillingsstedets spisested.

Det er svenskfødte Fanny Josefsson Waller og tyskfødte Franziska Bork Petersen, der skal drive caféen, som de helst ikke vil kalde café eller restaurant endnu, for der kan ske så meget, experience.

Og nu da ordet ske er nævnt …

– Vi kalder det SKE, som er en forkortelse af Stevns Klint Experience, og fordi her skal ske så meget, forklarer Franziska Bork Petersen, og makkeren Fanny Josefsson Waller nikker.

– Her er i bogstavelig forstand højt til loftet, også mentalt. Se dig omkring, du får input fra den smukke natur, så det er umuligt ikke at tænke kreativt. Og det skal vi. Vi vil lade os inspirere af vores dygtige kolleger og alle de begivenheder som skal ske, og det kan være musik og meget andet, fortæller Fanny, og nu er det Franziskas tur til at nikke bekræftende.

Så lad os straks introducere de to.

Den perfekte baggrund

Franziska Bork Petersen har baggrund i det kreative scenekunsts verden, og dette arbejde har hun høstet anerkendelse for, bl.a. da hun i 2015 fik en videnskabelig pris på svenske Kungl. Vitterhetsakademien for en afhandling.

Hun har siden undervist og superviseret emner relateret til performance, dans, mode, køn og krop på bl.a. Københavns Universitet og RUC, og været en aktiv del af den danske teaterscene.

Men hun har sideløbende stiftet bekendtskab med gastronomi, da hun arbejdede sammen Fanny Waller i The Norrmans Bed & Breakfast ved Tåstrup, der er noget ud over det sædvanlige.

Ligesom Franziska har Fanny Waller boet i Danmark, og på Stevns, i flere år, og ligesom sin partner har Fanny en utraditionel baggrund for at drive et spisested på et museum.

Fanny Waller har nemlig arbejdet som sommelier på kendte restauranter i København som bl.a. Relæ og Amass. Hun har som vintjener gjort det så godt med at forene drikkevarer og mad, at Politiken sidste år kaldte hende for ’anmeldernes nye fund i sommerlandet’.

Og så skulle hun efter sigende kombinere drinks med sin favoritmusik.

Fokus på det lokale

De to vildt kreative proffer skal nu stå for serveringen af mad og drikke til både Stevns Klint Experiences gæster, vandrefolket fra Trampestien, og de håber på mere end det.

– Vi vil lave mad for alle der har lyst til at komme. Til udstillingens besøgende, til private arrangementer, til vores egne kulturevents og meget andet, siger Franziska Bork Petersen og oplyser, at man fra starten kan vælge mellem fiskeret, vegetarret og en kødret, og så kommer der nok også suppe og hjemmebagt brød.

– Du må godt skrive, at vi leder efter en god kok, der vil bruge lokale, bæredygtige råvarer og lave rustik caféagtig frokost. Og vi har også brug for en fast medarbejder samt unge fra Stevns, der har erfaring med arbejdet på en restaurant, ellers skal vi nok lære dem det, indskyder Fanny Waller.

De har begge dobbelt fokus på det lokale; at bruge produkter fra Stevns, og at skabe en arbejdsplads, også for unge fra egnen.

– Vi er stolte af at bo på Stevns og stolte af de lokale råvarer. Og vi har kontakt med en lokal osteproducent og leder efter flere leverandører fra Stevns og omegn. Så det bliver kvalitet fremfor kvantitet, siger Fanny Waller, og lover at man også blot kan komme forbi, vælge mellem 2-3 kager og få en damn’ good cup of coffee.

– Menukortet vil skifte efter årstiderne, men man vil kunne genkende elementer i retterne. Og så vil vi også servere cocktails, supplerer Franziska Bork Petersen og hentyder dermed til spisesteder med anerkendte kokke og kyndige serverings- og barpersonale. Kort sagt: (s)ærlig god mad.

Gæsten i centrum

De to F’er har store ambitioner, og kombinationer af velgennemtænkte madretter, som passer til de planlagte kulturarrangementer på stedet, vil ikke overraske.

Franziska Bork Petersen og Fanny Waller kan sagtens se hvordan de f.eks. kunne skabe en madoplevelse til en operaaften eller lignende. Og begge har de rigtige kontakter til netværk indenfor både mad- og scenekunst.

– Det er ligesom at iscenesætte en forestilling, siger Franziska og understreger: Hvor gæsten er i centrum.

 

Se også: Lucky guider gennem udstillingen om Stevns Klint

Se også: En museumsbutik, som er helt sin egen

Se også: Oplevelsescentret er også karakterfuld design

Se også: Oplevelsescentret er bygget ind i klinten

Se også: Oplevelsescentret laver oplevelser i kalkbruddet

Se også: Dette er ikke en mur
Se også: Oplevelsescentrets direktør elsker …

Skriv en kommentar