(Last Updated On: 31. august 2021)

Jan Jespersen – tidligere Enhedslisten – bliver nr. 2 på SF’s liste lige efter spidskandidat Michael Graakjær.

SF’s kandidathold til kommunevalget: Bagerst står fra venstre Julie Hoff Sørensen, Michael Graakjær og Robert Hellebæk, forrest ses Hans Christian Rasmussen, Jan Jespersen og Birgit Smedegård Olesen. (Privatfoto)

Stevns: Torsdag aften i sidste uge holdt SF Stevns sit opstillingsmøde forud for kommunalvalget, og her blev der opstillet seks kandidater, der med en gennemsnitsalder på 57 år er et noget yngre hold end ved valget i 2017. Spændet går denne gang fra 31 til 77 år.

Det lå på forhånd fast, at formanden for partiforeningen: Michael Graakjær (60 år) skulle være spidskandidat – den post blev valgt til på forårets generalforsamling. Derimod var der en vis spænding om, hvilken placering Jan Jespersen (56 år) skulle have. Jan Jespersen har først i august måned i år meldt sig ind i SF, efter først at have repræsenteret Enhedslisten i Kommunalbestyrelsen i mere end syv år og de seneste fire måneder at have været løsgænger.

– Vi valgte at give Jan plads nr. 2, fordi vi er meget glade for at have ham med på holdet og dermed være tilbage i Kommunalbestyrelsen, siger Michael Graakjær.

Lige efter på plads nr. 3 og 4 kommer to nyopstillede: Julie Hoff Sørensen på 31 år og Robert Hellebæk på 45 år. De er henholdsvis fra Valløby og Strøby og og arbejder som forskningskoordinator henholdsvis dyrlæge.

På de to sidste pladser som nr. 5 og 6 har SF placeret to tidligere kommunalbestyrelsesmedlemmer: Birgit Smedegård Olesen (74 år) fra Hellested og Hans Christian Rasmussen (77 år) fra Gevnø Mark. Begge er i dag pensionister.

– Jeg er glad for vores hold og tror, at vi har en realistisk chance for at få valgt én kandidat. Alt derudover er en bonusgevinst, siger Michael Graakjær.

SF opstiller sideordnet, hvilket betyder, at den kandidat, der får flest personlige stemmer, bliver valgt først. Ved valget i 2017 fik Jan Jespersen – dengang kandidat for Enhedslisten – 173 stemmer, mens Michael Graakjær fik 81.
hfi

 

Skriv en kommentar