(Last Updated On: 11. august 2020)

Med Henrik Mikkelsen som ny træner for klubbens seniorer

Fra venstre ses den nye seniortræner, Henrik Mikkelsen og klubbens formand Mads Schøn Rudbøl. (Privatfoto)

Sigerslev: Ligesom så meget andet, stoppede også håndboldsæsonen meget pludseligt efter statsministerens efterhånden berømte tale til danskerne den 11. marts.

Og ligesom så mange andre sportsforeninger, så er også Sierslev HK nu klar til en ny sæson, hvor klubbens spillere og trænere kan snøre skoene, pumpe boldene og finde harpiksen frem igen.

– Vi er mange, der har ventet utålmodigt på at komme i gang, og efter det ‘forsømte forår’ og en dejlig sommerferie glæder vi os nu virkelig til at komme i gang igen, fortæller Mads Schøn Rudbøl, der er formand for håndboldklubben fra 1932.

Vil man gerne prøve kræfter med håndboldspillet, så er man mere end velkommen til at komme forbi og prøve at være med, når Sierslev HK træner i Stevnshallen – og det gælder både børn og voksne.

Træningen starter traditionen tro op i uge 33/34 i forbindelse med årets skolestart, og træningstiderne kan ses her i avisen eller på klubbens facebook-side.

Én ting er ændret i forhold til tidligere sæsoner, da der i den ny sæson vil være et nyt ansigt på trænerbænken for både dame- og herresenior.

– Efter en årrække med Ole Henriksen som en dygtig træner for vores seniorhold, har vi i år lavet en aftale med Henrik Mikkelsen, der skal stå i spidsen for både damerne og herrerne. Henrik er et kendt ansigt i Sierslev HK, da han gennem mange år har spillet en central rolle på herreholdet, oplyser formanden, der glæder sig til at se Henriks idéer blive foldet ud til spillerne på de to seniorhold.

Mads Schøn Rudbøl sender samtidig en stor tak til den afgående træner, Ole Henriksen, for den kæmpe indsats han har ydet og stadig yder i Sierslev HK.
rmh

Træningstider:

Trille/trolle

  • Søndag kl. 9.00-10.00

U7-U9:

  • Mandag kl. 16.00-17.00

U12

  • Mandag kl. 17.00-19.00
  • Torsdag kl. 17-18

U13

  • Torsdag kl. 18-19

U13-U15

  • Tirsdag kl. 18-19.30

U19

  • Torsdag kl. 19.00-20.30

Senior:

  • Tirsdag kl. 19.30-22.00
  • Torsdag kl. 19.00-22.00

 

Skriv en kommentar