(Last Updated On: 9. august 2022)
Strøby Egede: Ved midnat mellem mandag den 8. august og tirsdag den 9. august modtog politiet en anmeldelse fra en 31-årig kvinde fra Strøby Egede, som var flygtet over til sin nabo for at slå alarm til politiet.
Midt- og Vestsjællands politi oplyser, at en mandlig bekendt var kørt fra kvindens bopæl i hendes bil – uden at have fået lov til at tage bilen.
En patrulje fik kontakt til den 31-årige, der havde mindre skader som følge af et overfald, som en 35-årig mand og tidligere bekendt fra lokalområdet stod bag.
Kvinden ønskede ikke længere kontakt til ham, men uden varsel var han dukket op på hendes bopæl, hvor han overfaldt hende, både fysisk og med verbale trusler på livet. Herefter tog han hendes telefon, så hun ikke umiddelbart kunne alarmere politiet, hvorefter han kørte fra stedet i hendes bil.
Den 35-årige mistænkes derfor for adskillige overtrædelser af lovgivningen i form af: Ulovlig indtrængen på kvindens bopæl, vold, trusler på livet, tyveri af en telefon samt uberettiget kørsel i og brug af kvindens bil.
Politiet kunne senere på natten anholde den 35-årige, der tillige ikke havde noget kørekort, idet han i forvejen var frakendt førerretten. Dette forhold gav endnu et grundlag for at mistænke for overtrædelse af lovgivningen, denne gang færdselsloven. Politiet fandt kvindens bil på den 35-åriges adresse, og hun har nu fået den stjålne bil retur.
Manden blev løsladt tirsdag morgen efter afhøring til de mange overtrædelser af lovgivningen. De mange straffesager afgøres på et senere tidspunkt.

Skriv en kommentar