(Last Updated On: 31. januar 2017)

Dette er ikke en forsvarstale for Mogens Haugaard. Jeg tænker, at han tjener sine køer og sit landbrug bedre, end han tjener sine borgere og sin politik. Jeg er enig i, at han er inkompetent som borgmester.

Men det retfærdiggør ikke de angreb, der har været rettet mod hans person her på det seneste. Og i særdeleshed fra egen partigruppe. Han er blevet anklaget for at gå enegang og for at være udemokratisk.

Tilsyneladende er der flere, der ikke ved, hvad demokrati er for en størrelse. Til gengæld er man mester i at skabe intriger.

Ynkeligt er det at se en gruppeformand, der den ene dag klapper på skulder og drikker champagne med sin borgmester og i næste nu prøver at slagte ham.

Jeg har med en sælsom blanding af fascination og væmmelse fulgt TV- serien House of Cards. Om kongresmedlem af Repræsentanternes Hus, Frank Underwood, der indleder en omfattende plan, for at få sig selv ind i en position af større magt. Han er hensynsløs og manipulerende.

Hvorfor er det, jeg tænker på dig, Bjarne Nielsen, når jeg ser denne figur?

Man har sammenlignet dette menageri med en børnehave. Børnehave? Nej, sådan er det kun voksne, der opfører sig. Beregnende og udspekulerede!

Mennesket – det største opretgående rovdyr!

Ellen Christophersen

Stigbrovej 21

Hårlev

 

Skriv en kommentar