(Last Updated On: 15. juli 2019)

Store Tårnby: To dage i sidste uge var spillerne på greenen i Vallø Golfklub væsentligt yngre end vanligt. Klubben havde nemlig indbudt til to dages Aktiv Sommer med golf, og det havde 22 børn mellem 5 og 17 år valgt at melde sig til.

Træningsområdet bugnede af farverige bolde, hulahopringe, balloner og andet legetøj. Og stemningen var helt i top, der var grin, koncentration og leg at mærke i klubben, der summede af liv. Deltagerne løb, legede og dansede rundt og brugte golfbanen som en legeplads til bevægelse og leg, mens de samtidig fik brugt deres sanser og fordybede sig i golfens verden for allerførste gang.

Færre børn på greenen

Til hverdag er oplevelsen dog en helt anden i langt de fleste golfklubber, hvor antallet af børn, der spiller golf, er faldet gennem en lang periode. I dag spiller kun 7.000 børn i Danmark golf. Tendensen er den samme i Vallø Golfklub, og derfor har klubben i samarbejde med Dansk Golf Union (DGU) sat fokus på at udvikle børnegolfen.

Henrik Fahrenholz, der er ansvarlig for klubbens børneindsats uddyber:

– Golfbanen skal for børnene være en legeplads i hverdagslivet. Som giver mulighed for, at de får en masse gode udeoplevelser og bliver en del af et fællesskab, samtidig med at de får bevæget sig. Disse dage med Aktiv Sommer, Sjov Sommergolf, har givet en masse friske børn og unge mulighed for at snuse til golfsporten.

I august kører endnu en omgang Aktiv Sommer med Sjov Sommergolf i Vallø Golfklub, hvor op imod 20 andre børn og unge får lov at lege på golfbanen. Henrik oplyser, at der er få ledige pladser tilbage den 8.-9. august. Det koster 50 kroner at være med. Kontakt Henrik på e-mail: fahrenholz@mail.dk for at høre nærmere.

Golf og hvaler

Derudover har klubben for nogle måneder siden etableret et sjov opstartshold for børn, ’Hvalungerne’, hvor leg og kammeratskab er i højsædet.

– Når vi træner, skal vi for eksempel se, om vi kan slå bolden op i hvalens swimmingpool, befri hvalen fra sandslottet, spille ind i hvalens åndehul og mange andre udfordringer, fortæller Henrik om træningen i Hvalungernes univers.

Hvalungerne bliver sluppet løs på golfbanen hver tirsdag kl. 16.30-18.00. Det koster 199 kr. i kontingent for 2019, men man er meget velkommen til at prøve nogle gange, før man melder sig til.
rmh

(Fotos: Nikolaj Andersen og DGU)

Skriv en kommentar