(Last Updated On: 1. oktober 2020)

Pen, pensel og pennestrøg af Lise Søelund er på 98 sider, koster 170 kr. og er udgivet af forlaget griffle.

Af Klaus Slavensky

Bogudgivelse: Lise Søelund er en kær gæst på Stevns, som gennem mange år har glædet stevnsboere med sine filosofiske foredrag.

Nu er hun aktuel med bogen ”Pen, pensel og pennestrøg”, som har undertitlen: Filosofiske, biografiske og mystiske indslag fra Stevns.

Erindring og nutid

Selvfølgelig starter en idehistorisk forfatter sin bog med et citat af Marcel Proust: ”Ved erindringer får man den tabte tid tilbage”.

Og Lise Søelund begynder med barndomsglimt fra det paradisiske sommers på Stevns, hvorfra mange ture udgik, og hvorfra bogens mange små fortællinger har sit udspring.

Bogen indeholder, med et flot udtryk, syntese, både kunst, historie og litteratur, foruden Lise Søelunds fabulerende minder og nutidsoplevelser fra den stevnske halvø på begge sider af Tryggevælde å.

Levende historie

Som læser går man i selveste Absalons fodspor, da hans mindesmærke tår i Højerup, hvor også mindestenen for Dannebrog får flaghistorien på plads.

Den ikoniske kirkeruin ved Højerup, de aktive bølger og ihærdige hav og klinten er naturligvis også med, ligesom sagaen om den navnkundige adelsmand Lodehat, Gjorslevs imponerende historie, præsten og folkemindesamleren Peder Syv, ligesom de vanvittige søslag som Køge Bugt lagde kulisse til.

Oplagt gavebog

Lise Søelunds bog beskriver også de mere stilfærdige fortællinger om fiskere, de skriftlærde, kulturfolk som maleren Niels Larsen Stevns og forfatteren Martin A. Hansen og meget andet.

Den lille smukt illustrerede bog er både Lise Søelunds stevnshistorie og læsernes, og det er en oplagt gave til konfirmander, brudepar, tilflyttere, fordi den på en gang er rig på folkeminder om Stevns, inspirerer til selvfordybelse i egne minder og besøg overalt i skattekisten Stevns.

Skriv en kommentar