(Last Updated On: 21. juli 2016)

khoresh fesenjan(Pressefoto)

STORE HEDDINGE: Når byen holder årets anden By Night fredag den 5. august, løber et helt nyt arrangement i Tinghuset af stablen: »Smag på verden… lyt til verden«.

Her vil flygtninge bosiddende på Stevns præsentere deres egnsretter, spille musik og opføre traditionelle danse fra deres hjemegn. Mellem kl. 18 og 22 kan man kigge indenfor i Tinghuset og få smagsprøver, høre traditionel musik og se de optrædende danse. Der er også mulighed for at deltage i afstemningen om den bedste ret, som bliver kåret ved en 21-tiden.

I løbet af aftenen vil der være både afghanske, iranske, kurdiske og syriske indslag, og tilsvarende vil der være mad og underholdning fra Eritrea og Somalia.

Det er afghanske Khalid Usmani fra Stevns Integrationsforening, som står for alt det praktiske. Khalid har tidligere været med til at arrangere den velbesøgte persiske nytårsfest, som blev holdt i marts i Frivillighedscenteret, Hårlev. Leif V. Nielsen er også blandt initiativtagerne, og han sørger bl.a. for markedsføringen og sponsorerne.

Blomsterpigen, Kop & Kande, Lions Club, Menu, Netto, Rotary og Tinghuset har alle bidraget til, at »Smag på verden… lyt til verden« er blevet en realitet.
rmh

Skriv en kommentar