(Last Updated On: 20. marts 2020)

 

Det er fra dette studie i Frøslev der bliver spillet jazzkoncert søndag den 22. marts kl. 18 af stevnsbo og guitarist Asger Søgaard Hajslund. (Privatfoto)

Musik: I disse corona-tider er Danmark vendt på vrangen, og det er ikke ligefrem nemt at være udøvende, selvstændig musiker, når kommende koncerter og jobs er aflyst eller i bedste fald udskudt.

Derfor har Jazzkollektivet lanceret Smittefri Jazzklub, som er Danmarks første online jazzklub.

Kun jazzen smitter

Koncerterne streames direkte fra musikernes egne hjem og telefoner, og på søndag den 22. marts kl. 18 sendes der fra Frøslev på Stevns.

Den gratis online-koncert sendes fra ‘Gaarden Studios’, som er et nedlagt landbrug, som guitarist Asger Søgaard Hajslund er ved at ombygge til et top professionelt lydstudie.

Når både musikere og publikum bliver hjemme er det nemlig kun jazzen der smitter. Men det er muligt for publikum at komme med ønsker til repertoiret for at skabe interaktion.

Lyt med på: www.facebook.com/jazzkollektivet

God „live-oplevelse”

En af initiativtagerne er pianist, komponist og iværksætter Frederik Flach:

– I disse tider er både oplevelsesøkonomien og de små selvstændige hårdt ramt. Jazzkollektivet passer ind i begge kategorier. Selvom vi har mange freelancemusikere tilknyttede er vi kun en lille administration, som til daglig arbejder med en virkelig passions-dreven start-up virksomhed, med alt hvad det indebærer, fortæller han og fortsætter:

– Hvis publikum kan lide musikken, kan de både støtte de enkelte musikere og konceptet på Mobile-Pay, ved at give en donation. Vi er klar over at livemusik ikke er så nødvendigt som dagligvarer i disse tider, men vi vil gerne give en god live-oplevelse til de danskere, som har brug for lidt opmuntring, nærvær og god musik i denne svære tid.

Første smittefrie jazzkoncert blev spillet af Frederik Flach på klaver og med Julie Krogsbøll som vokalist, fredag den 20. marts kl. 18. (Privatfoto)

Ungt jazzkollektiv

Jazzkollektivet blev grundlagt i 2016, som et fællesskab af nordens dygtigste unge jazztalenter.

Musikernes ambitionen er, at opbygge et fællesskab af unge danske jazzmusikere, samlet under én platform og dermed støtte et spirende vækstlag og bidrage til at unge talenter kan leve af deres musik.

Idéen har fra starten været at matche den helt rigtige besætning specifikt til det enkelte spillejob. Vi arbejder på at skabe en større sammenhængskraft mellem unge nordiske jazzmusikere og etablerer samspilskonstellationer på tværs af Øresund.

I 2020 har over 80 unge musikere tilknyttet sig projektet i både København, Odense, Aarhus, Malmö og Stockholm.

sky


Det er fra denne gård i Frøslev på Stevns, at der sendes livestreaming af smittefri jazz søndag den 22. kl. 18 på: www.facebook.com/
jazzkollektivet

Skriv en kommentar