(Last Updated On: 27. juli 2017)

8,5 kilometer nord for Store Heddinge ligger én af Stevns’ ældste landsbyer, Magleby, som har et stærkt fællesskab og er omkranset af den smukke, stevnske natur

Flere gange om året er der arbejdsweekend, hvor Maglebyborgerne mødes og tager fat i store som små opgaver. Senest var en lørdag morgen kl. 8 i maj, hvor forsamlingshuset blandt andet skulle kalkes, og indenfor blev der skrubbet, skuret og malet. (Privatfoto)

Magleby: Indbyggertallet i den lille, stevnske landsby tæller omkring 350 mennesker, unge som gamle, fordelt på 155 husstande indenfor byskiltet. Husene ligger tæt i de hyggelige gader, og måske er det en af grundene til det stærke fællesskab, der hersker i byen.

Men der er også andre årsager: Her er skole, idrætsforening, forsamlingshus, fællesflag, tre årlige udgivelser af LokalBladet udgivet af Magleby Borgerforening, kirke med et aktivt menighedsråd, busstoppested, eget vandværk, skov og strand med badebro. Alt sammen er det med til at skabe rum for fællesskaber.

Såvel idrætsforeningen, Nordstevns G&I, som skolen, Skelbæk Friskole, fungerer i høj grad i kraft af lokalt, frivilligt engagement og arbejdskraft. Begge deles de med nabobyen Klippinge, som ligger på den anden side af den »store« Bjælkerupvej.

Forretningerne er til gengæld væk. Tidligere var der både en bager, en købmand, en slagter, en antikvitetshandel og en manufakturhandel, centralt placeret midt i Magleby. Men det er alt sammen lukket nu, som det er sket i så mange andre landsbyer i Danmark.

Forsamlingshuset er omdrejningspunkt

Stevnsbladets udsendte er blevet inviteret på rundtur i den flere hundrede år gamle landsby. Og kulisserne kunne ikke være meget bedre, denne forsommermorgen i maj. Himlen er blå, solen skinner, træerne er sprunget ud og de mange forårsblomster står i fuldt flor rundt omkring i de grønne haver. Guiden er John Dalsgaard Jensen, der flyttede hertil for 27 år siden. Udover at være lokalpolitiker og skoleleder hos LOF, er John en af de lokale ildsjæle, der involverer sig i Maglebys ve og vel.

Mødestedet er naturligt nok Magleby Forsamlingshus, for huset spiller en central rolle i landsbyen.

Seks gange i løbet af vinterhalvåret er her fællesspisning. Ved juletid er der både andespil – med 30 ænder på højkant – og så naturligvis den traditionsrige julemiddag med hvad dertil hører. Hvert fjerde år spilles der revy. Huset har også lagt vægge og tag til mange barnedåbe, konfirmationer og fødselsdagsfester for byens indbyggere – og man skal booke i god tid, lyder anbefalingen fra John Dalsgaard Jensen.

– Men huset er gammelt, og det koster meget at varme det op. Et stort ønske for os er at forbedre det, så vi kan bruge det endnu mere, end vi gør nu, fortæller han.

Snak over hækken

Turen går fra forsamlingshuset, og der er knap gået et minut, før vi hilser på den første Maglebyborger. Det er Rene Rehsensteen, han er én af dem, der deltager i den årlige julelyskonkurrence om den flotteste julebelysning i byen. Konkurrencen er blevet afholdt i tre år nu, og har endda lokket TVØst til for at filme fænomenet.

Lidt længere henne af gaden kommer Vivian Møller Nielsen kørende på sin cykel, hun drejer over vejen og standser, så vi kan få en lille snak. Vivian har lige været henne på Skelbæk Friskole og aflevere børnene. Vivian kom hertil for nogle år siden, hvor hun flyttede ind i hovedhuset på en gammel firlænget gård, tidligere ejet af Kaj, ham med flere tilnavne. Hovedhuset er nu blevet grundigt renoveret, både indvendigt og udvendigt.

– Mange af husene i byen er blevet sat i stand, og det giver helt klart landsbyen et løft, er John og Vivian enige om.

Forskellige boformer

Byen adskiller sig i hvert fald på et punkt i forhold til mange andre små landsbyer: Det varierende udbud af boliger. Her er både ejerboliger i forskellig størrelse og stand, lejeboliger – og byens gamle alderdomshjem er forvandlet til et bofællesskab med egne lejligheder.

Lejeboligerne på Smedevænget er relativt nye. Tidligere var her kommunale ældreboliger, men de blev nedlagt for halvandet år siden. En af byens borgere, Dennis Jakobsen, købte stedet. Boligerne blev istandsat og er nu omdannet til 10 lejeboliger – og ikke én af dem står tom.

Vi kommer selvfølgelig også forbi de nye lejeboliger på turen rundt i byen, og her møder vi et par beboere, Ole og Jette. De er begge meget glade for at bo her. Eneste problem er afhentning af affald, eller mangel på samme, når de fælles skraldecontainere på Smedevænget bliver overfyldte.

Heldigvis kommer Dennis forbi, og han lover straks at gøre noget ved det. Sådan er det i en lille landsby, hvor alle kender hinanden. Her er direkte kontakt og hurtig handling.

Tilsyneladende har flere fået øjnene op for den lille sydstevnske landsby. For et år siden var der seks huse til salg indenfor byskiltene i den gamle, stevnske landsby, nu er der kun et par stykker. Og mon ikke de også snart bliver solgt til nogle, der gerne vil et stærkt, lokalt fællesskab kombineret med smuk, stevnsk natur?
rmh

Ole Henriksen bor i én af de nye lejeboliger på Smedevænget. Vi blev inviteret med om på terrassen, hvor han tit opholder sig for at nyde udsigten. (Foto: Rikke Michael Hansen)

 

 

 

 

 

 

Og med denne udsigt til grønne marker og kirken, kan man godt forstå Ole. (Foto: Rikke Michael Hansen)

 

Skriv en kommentar