(Last Updated On: 3. august 2020)

Store Heddinge: Efter en lang og trist lukningsperiode åbner Stevns’ lokale kulturcenter Snurretoppen igen den 14. august.

Samtidig er der kommet en fornyelse af bestyrelse, der har fået mange nye og yngre kræfter til at sikre biografens fortsatte beståen og udvikling.

Sikkerhed i top

Åbningen vil dog bære præg af den smittetrussel, som alle fortsat lever med.

Biografen vil således blive rengjort før og efter hver forestilling, og der er opstillet håndsprit flere steder.

For at skabe så stor sikkerhed som muligt, så er en lang række pladser i salen taget ud, hvilket betyder, at der kun har plads til et begrænset antal gæster til hver forestilling.

Til gengæld har Snurretoppens frivillige sikret god afstand til folk, man ikke kender.

– Vi beder om, at en eventuel kø til billetsalget undgås, ved at man venter udenfor, til der er ledigt ved skranken, siger Karsten Visby, og tilføjer denne opfordring:

– Vi håber vores publikum så vidt muligt vil benytte sig af muligheden for at købe billet hjemmefra på www.snurretoppen.net

Biografklub Danmark

Ved skranken til billetsalg og til kiosken er der ophængt plexi-glasskærme, og indtil videre vil der være lukket ind til Det Røde Palæ, ligesom ophold i cafeen heller ikke er mulig, endelig er den gratis kaffe af sikkerhedsmæssige grunde også afskaffet.

– Vi har allerede programsat en række film, som vi håber falder i publikums smag, og vi vil naturligvis tilbyde de fleste nye film, der kommer op i efteråret, herunder film fra Biografklub Danmark, oplyser Karsten Visby.

Den 30. og 31. august vises årets koncert fra Mastricht med André Rieu.

Prisen til disse forestillinger er nedsat til 160 kr., og omfatter derfor heller ikke de sædvanlige ekstra goder som et glas vin og lodtrækning.

– Vi glæder os til igen at tage imod filmglade voksne og børn i et så sikkert biomiljø som muligt, slutter Karsten Visby.
sky

Skriv en kommentar