(Last Updated On: 21. august 2018)

Med bl.a. seniorbio, opera og en helt ny Kulturport

Store Heddinge: Efter en god lang og ikke mindst varm sommer er Mødestedet Snurretoppen nu ved at tage hul på den nye sæson.

Den 26. august fra kl. 14 begynder salget til efterårets seniorfilm.

– Vi tilbyder denne gang filmene Mit hjem i Hampstead, Så længe jeg lever, Hotel Europa og Mordet i Orientekspressen. Som optakt til Så længe jeg lever kommer Nikolaj Skaaning igen for at spille til fællessang med John Mogensens folkekære sange og melodier, fortæller Karsten Visby fra Snurretoppen.

Aida fra Sydney

Operaprogrammet er også på plads. Og det begynder med et brag, for den 16. september vises en opførelse af Verdis Aida, optaget fra havnen i Sydney med operahuset som baggrund.

– I år har vi været nødt til at hæve prisen til 180 kroner, men prisen dækker fortsat kaffe, lodtrækning om dagens CD og en glas vin i pausen. En anden ændring er, at alle seks forestillinger ligger på søndage kl. 15, oplyser Karsten Visby.

Hele programmet kan ses på Snurretoppens hjemmeside, og inden længe ligger brochuren i biografen og på bibliotekerne.

Nyt: Kulturporten

Takket været støtte og hjælp fra Stevns Brandkassefond er portåbningen i løbet af sommeren blevet renoveret og sat i stand.

I porten bliver der opsat udhængsskabe med belysning.

– Det er tanken at foruden Snurretoppen, så åbnes der for, at alle kulturelle foreninger og kulturudbydere kan få mulighed for her at gøre opmærksom på deres aktiviteter og tilbud, slutter Karsten Visby, som forventer at “Kulturporten” tages i brug i begyndelsen af september.

 

Skriv en kommentar