(Last Updated On: 5. januar 2021)

Stevnsboen Kurt Birk debuterer med romanen »Ingen julegave«, som er fuld af underholdende julelege. (Privatfoto)

Ny bog: Kurt Birk udgav ved årsskiftet bogen »Ingen julegave«, og det er en ganske velvalgt titel, idet den først når bogmarkedet efter nytår.

Det er en debutroman med en tumultarisk historie om en ung mand, som måske på mange måder minder om forfatterens eget liv, og mange andres.

Mening med livet

Men først en beskrivelse af bogen, som betegnes som en humoristisk og socialUrealistisk beretning om ung mands flugt fra provinsen til storbyen.

Væk fra fødeby, skole, uddannelse, kommunen, SSP, og mor. Væk, væk. væk. Og ind til værtshuse, bumser, plattenslagere, drukkenbolte, prostituerede, smugleri og nye fællesskaber.

Hovedpersonen Svend leder efter en mening med livet, og hvem gør ikke det, og udvejen, eller genvejen til forløsningen, sker via »hyre« til søs, hvor det store ocean også bliver mødet med den dybere mening.

En rigtig road-movie fortælling, som alle m/k kan genfinde sig i. Mere skal ikke røbes her.

»En glad amatør«

Forfatteren har ikke skrevet en selvbiografi, men har dog også haft et liv, der har været domineret af at være på farten.

Den 71-årige Kurt Birk er pensioneret pilot, har haft mange arbejdsår i Grønland, men før denne udlængsel læste han medicin og var Easy Rider på motorcykel for at ende som flyinstruktør.

– Det er et 10 års gammel skrivebordsprojekt, som nu har set dagens lys, fortæller Kurt Birk, som betegner sig selv som en glad amatør, der er inspireret af skrønefortæller og forfatter Jørn Riel.

– Jeg bad en bekendt, som skriver, om at kigge på manus og fik gode råd. Ændrede manus nogle gange, og fandt, at det bedst kunne foregå på et skib. På den måde begrænsede jeg det geografiske og personkredsen. Ellers har det bare været skæg og ballade, lyder det fra Kurt Birk, der også selv har illustreret bogen med små vignetter.

Kurt Birk flyttede til Stevns i 1986 og boede først i Rødvig og er siden flyttet til området ved Bøgeskoven, så det med havet, som ramme for romanen, har ligget lige for.

Kærlighed til eventyr

Den lille fortælling synes præget af forfatterens kærlighed til eventyret, men også evne til at sætte hverdagen i et større perspektiv.

Et sted i bogen møder unge Svend den ældre Dinesen, som fortæller om ordet »wyrd«, som i den nordiske mytologi referer til en af de tre skæbnegudinder, også kaldet norner.

– Jeg læste på et tidspunkt filosofi, bare for hyggens skyld, siger Kurt Birk, som hurtigt fortsætter videre i bedste røverroman-stil og nævner en båd, som han byggede og tabte en masse penge.

– Men nu lever jeg livet, og har det godt, fastslår den debuterende stevnsforfatter.

En hastig gennemlæsning af »Ingen julegave« efterlader samme konklusion, og så er det jo heldigt at der efter sigende er flere fortællinger i Kurt Birk.

»Ingen juelgave«, som er på 145 sider, kan købes på www.saxo.com for 149 kr.
sky

Skriv en kommentar