(Last Updated On: 18. oktober 2019)

Store Heddinge: „Troen og Ingen” er Stevns Teaterforenings største satsning i denne sæson.

En beretning om sorg og om kampen for at genvinde troen på livet efter det ultimative tab.

Det er sangeren Søren Huus’ hudløst ærlige sange, som er omsat til en livsbekræftende musikdramatisk fortælling, baseret på hans dansksprogede soloalbum.

Mandag 28. oktober

Det er Svalegangens samarbejde med Folketeatret, som har skabt en anmelderrost forestilling, der nu er på Danmarksturné, og som rammer Stevns med en forestilling mandag den 28. oktober kl. 19.30 i Erikstruphallen ved Store Heddinge Skole.

Fire skuespillere og sangere går tæt på livets skyggesider og den kraft, der bor i mennesket til at overkomme selv det allermest meningsløse. En ulykke river en ung kvinde ud af livet. Tilbage står en bror, en nær veninde og ægtemanden. Troen og Ingen tager livtag med den store sorg, når livet rammer lige i solar plexus. Det er også en forestilling om spirende håb og om at finde en vej trods alt.

Masser af Søren Huus-sange

Fire musikere står for den medrivende og meditative livemusik.

– Når jeg lytter til albummet, bliver jeg melankolsk og sårbar, men samtidig fyldt med tanker om alt det gode jeg har i mit liv, siger Sine Sværdborg fra teaterforeningens bestyrelse.

– Netop derfor glæder jeg mig til at dele forestillingen med publikum. Derfor skulle vi have den til Stevns, siger hun og minder om, at i sidste måned måtte teaterforeningen melde udsolgt, og enkelte gik forgæves, så køb billet nu.

Stevns Teaterforenings foyer ved siden af teatersalen i Erikstruphallen åbner kl. 19. Her kan publikum nyde et glas inden forestillingen.

Forestillingen varer 80 minutter uden pause, og billetter kan købes på www.stevns-teater.dk

 

Skriv en kommentar