(Last Updated On: 26. november 2020)

Hyldestpris går til Sofie Linde for at sætte sexisme på dagsordenen og for at tage et nødvendigt opgør med uhensigtsmæssige strukturer og kulturer på de danske arbejdspladser

Årets modtager af Vallø Prisen, Sofie Linde, fik overrakt diplom og blomster i sin baghave. (Privatfoto)

Navnenyt: Journalist og TV-vært Sofie Linde tog bladet fra munden og hendes ord kom i den grad til at sætte dagsorden, da hun til Zulu Comedy Galla indtog scenen og talte om sexisme. Det gør hende til en kvindelig rollemodel og frontløber for et opgør med uhensigtsmæssige strukturer og kulturer på de danske arbejdspladser, og derfor får hun Vallø Prisen 2020. Med Vallø Prisen følger 100.000 kr.

Prisen blev i år uddelt i corona-sikre rammer, med kun tre deltagere ud over prismodtageren i prismodtagerens egen have i Taarbæk.

– Det er en stor ære at modtage Vallø Prisen 2020, og i den sammenhæng at være kommet i selskab med de tidligere prisvindere. Det er i den grad et skulderklap og en anerkendelse af mig som person – og vigtigheden af det emne, som jeg tilbage i august ønskede at sætte fokus på. Nemlig ligestilling mellem mænd og kvinder i Danmark. Et kæmpe stort og ydmygt tak herfra, siger Sofie Linde i den pressemeddelelse som Vallø Stift har sendt ud fra prisuddelingen.

Vallø Stift, der blev stiftet i 1737 af Dronning Sophie Magdalene, uddeler hvert år Vallø Prisen til en person, forening eller virksomhed, som gør en særlig indsats for at fremme kvinders forhold, og i år tilfalder den Sofie Linde.

– Vallø Stift ønsker med prisen at hædre rollemodeller, der gør en ekstraordinær forskel for kvinders værdighed, og som kan være til inspiration for kommende generationer. De kriterier lever Sofie Linde i allerhøjeste grad op til, forklarer kammerherre, hofjægermester Christian Castenskiold, der er kurator for Vallø Stift.

– Det er en stor glæde at kunne overrække Vallø Prisen 2020 til Sofie Linde. Når vi taler om sexisme i Danmark, vil der være en tid før og efter Sofie Lindes tale ved Zulu Comedy Galla 2020. Med Vallø Prisen vil vi gerne anerkende det store mod, som Sofie Linde har udvist for at fremme kvinders forhold og værdighed. Det er i høj grad Sofie Lindes fortjeneste, at bekæmpelse af sexisme nu står øverst på dagsordenen på arbejdspladser landet over, og Sofie Linde har kickstartet en vigtig samfundsdebat, som forhåbentlig vil fortsætte værdigt og konstruktivt og gøre en stor forskel for kvinder generationer fremover, siger Christian Castenskiold.

Fra venstre ses bestyrelsesmedlem Anne Sophie Scavenius, Sofie Linde, Dekanesse Marianne Bardenfleth og kurator Christian Castenskiold fra Vallø Stift. (Privatfoto)

Prisen er tidligere blevet tildelt blandt andre Anne Kristine Schwartzbach for at være en stærk rollemodel for kvindelige iværksættere, Margrethe Vestager for hendes ekstraordinære indsats som konkurrencekommissær, hæren, der aktivt arbejder med diversitet og inklusion, Bydelsmødre, der er en mentorordningen for kvinder med etnisk minoritetsbaggrund og Maternity Foundation, der hjælper kvinder i Afrika til at få en sikker fødsel.
rmh

Skriv en kommentar