(Last Updated On: 31. maj 2017)

Ingen nævnt, ingen glemt. En stor del af de frivillige, som har æren af at Solgårdsparkens popularitet vokser år for år i takt med perlen »Den Botaniske Have«. (Foto: Klaus Slavensky).

Strøby Egede: Det ville passe godt, hvis de frivillige i Solgårdsparken gik rundt og nynnede “Så går vi rundt om en enebærbusk”. For der vaskes, der klippes, der renses, der males, der gøres i den grad i stand til Solgårdsparkens 25 års jubilæum den 3. juni.

En historisk park

Solgårdsparken? Parken i Strøby Egede. Historie tilbage til 1904. 20.000 kvadratmeter grund mellem hav og Tryggevælde Å. Først ejet af en skuespilforfatter og en skibsredder, så af Københavns Kommune og nu Stevns Kommune. Alt dette og meget mere kan man læse i Carl Olli Pedersens bog om Solgårdsparken, der med et salg på over 700 er en lokal bestseller.

Plakatudstilling med mere

Olli, som han kaldes i folkemunde, er formand for Solgårdsparkens Venner, fortæller, at der lørdag den 3. juni kl. 10-12 bliver en festlig markering og en plakatudstilling med et opslag for hver af de 25 års historie.

– Jeg tager også hånden fra statuen Prins Paris med, oplyser Olli og fortsætter:

– Du ved, den med det gyldne æble, “Stridens æble”.

Carl Olli Pedersen vil være til stede som et levende leksikon om Solgårdsparken. Der vil også være lidt til ganen.

De gæve ondagsfrivillige

Men fodsfolket er jo altid de vigtigste. Og i Solgårdsparken er der 32 frivillige, der hver onsdag, året rundt, møder op og gør sit til, at parken er blevet et tilløbsstykke. Overalls, arbejdshandsker og gummistøvler er den fælles uniform, og redskaberne er ofte donationer fra områdets beboere.

Det hele begyndte i 1992, dengang var der 10-12 der greb spaden. I dag går man ikke ned på udstyr, hvilket bevidnes af en flot Massy Fergusson 25 traktor samt en mindre gravko.

Den botaniske have

En af parkens juveler er Den Botaniske Have. Den “gamle” gartner er den 37-årige Tobias Valentin Rasmussen, som er initiativtageren til en stor prydhave med planter, blomster, buske og træer fra alle steder på kloden. Tropisk som subtropisk, fra de nordlige lande til syd for ækvator.

Han bistås ivrigt af ægteparret Birgit og Kurt Hansen samt Erik Hallgren. Hvis Birgit er havens jordemoder, så er Tobias fødselslægen. Fortid i Strøby Egede, nu bosat på Amager. Tidligere ansat i Botanisk Have i København, men, bedyrer han, der er ingen stiklinger derfra i Solgårdsparken.

Lyst og fællesskab

Men det, at skabe en unik have kræver årvågenhed, indkøb fra udlandet og gaver fra plantenørder i Danmark. Derfor er den smukke have fyldt med over hundrede af planter.

– Jeg har været med i seks år, siger Erik Hallgren, som startede med at gå ture i parken, og så blev grebet af den farverige mangfoldighed.

– Nu vil jeg ikke gå glip af en eneste gang og det gode fællesskab. Og så lærer man ganske meget, tilføjer han.

Nordeuropa. Arktis, Middelhavsområdet. Sydasien. Det hele kan opleves med alle sanser når man både før, under og efter jubilæet pinselørdag, giver sig selv den gave, at gå rundt i Tobias botaniske have. Den selvlærte botaniker var barn i Hellested, så helle for ham, synes Solgårdsparkens Venner at sige.
sky

 

Skriv en kommentar