(Last Updated On: 16. juni 2022)

Håndværkerkunnen og kærlighed til arbejdet er arbejdstegningen på et firma der forbinder tradition med innovation.

Far og søn. Flemming Schrøder (th) kommer daglig og hjælper med tilbud og udregninger, og sønnen Jimmy er glad for stadig at kunne lave faglig sparring med senior. (Fotos: Klaus Slavensky)

Jubilæum: De fleste ved, at træer kan blive ganske gamle, så det er måske ikke mærkeligt at en virksomhed, der arbejder med træ, kan fejre 50-års jubilæum.

Men det er en flot præstation, som de to generation Schrøder har stået for, og det er langt fra slut.

– Vi er glade for vores kunder og gode medarbejdere, som hver dag yder en flot indsats. Det er grunden til, at vi har kunnet holde i 50 år, siger Flemming og Jimmy Schrøder, som er henholdsvis far og søn i det velrenommerede, stevnske virksomhed Flemming Schrøder A/S.

Og det er ikke en selvfølge i en hårdt presset branche, der trods stigende efterspørgsel, kæmper med både rekruttering af medarbejdere og vanskeligheder med at få materialer, som følge af corona og krig i Europa.

At Schrøder kan fejre jubilæum i formidabel form, hænger alene sammen med tilfredse kunder, god service og gedigent håndværk, der startede i 1972.

Kan det hele og mere til

Flemming Schrøder er håndværker af den gamle skole, med hænderne skruet rigtigt sammen, og en bred håndværkererfaring, som også betyder, at familiefirmaet i dag favner tømrer- og snedkerarbejde, gulvrenovering, murer og maler samt har eget maskinsnedkeri og smedeværksted, der oveni købet har fået grøn smiley fra Arbejdstilsynet.

– Min morfar var sadelmager på Stevns, så det lå naturligt at jeg valgte håndværkerfaget og startede i mesterlære som tømrer hos L.P. Andersen & Sønner på Vesterbro i Store Heddinge. Efter læretiden sprang han soldat i ingeniørtropperne, som nok kunne bruge en mand, der kendte forskel på not og fer.

– Siden var jeg et år hos Råby Huse og bagefter fire år hos Farvebøtten i Algade, hvor jeg arbejdede med gulvbelægning, beretter Flemming Schrøder og understreger, at det ikke er derfor at virksomheden i dag også har egen malerbutik med ansat farvehandler.

For 50 år siden startede Flemming Schrøder sin egen tømrer- og snedkervirksomhed i lejede lokaler hos en lokal dyrlæge i Højerup. 10 år efter fragtede flyttebilen værktøj med mere til en smedeejendom i Renge, som blev virksomhedens domicil i 24 år, før han for 16 år siden overtog Jura Kalk’s ejendom på Rødvigvej.

I dag er Flemming Schrøder 76 år, men kommer daglig i virksomheden, som sønnen, den 41-årige Jimmy, overtog i 2008.

Familiefirma fejrer 50 år. Stifter Flemming Schrøder (tv) og sønnen Jimmy Schrøder er garant for en bundsolid virksomhed. (Fotos: Klaus Slavensky)

Erfaren og stabil stab

Jimmy Schrøder er ligesom sin far uddannet tømrer og snedker, dog ikke ”på den fædrene gård”, men hos konkurrenten Nils Wium i Køge.

Og for 14 år siden var der generationsskifte, og virksomheden er vokset støt fra dengang det blot var Flemming Schrøder og en ansat, til i dag 23, og Jimmy er på udkig efter flere.

– Der er mange af de ansatte som har ”opdraget” mig. Min fars første læring Jens Peter er her endnu, fortæller Jimmy Schrøder, som er taknemmelig for at kunne holde på gode svende og ledende medarbejdere.

Det er ikke kun mangeårige medarbejdere, som kendetegner den jubilerende virksomhed.

– Vi er på mange måder stadig en gammeldags tømrer- og snedkervirksomhed, som holder fast i de stolte håndværkertraditioner. Men vi fornyr os også, og følger med på den grønne del og tænker i bæredygtige materialer. Vi sætter en ære i at tilpasse os kundernes behov, og har mange lokale samarbejdspartnere, fremhæver Jimmy Schrøder, der også selv udvikler sig på lederkurser, som arrangeres af Stevns Erhvervsråd, hvor han selv er næstformand i bestyrelsen.

Schrøder senior har også altid været lokalt engageret, og siddet i bestyrelsen for den lokale afdeling af Dansk Byggeri, ligesom han har taget en tørn i Store Heddinge Vandrehjems bestyrelse og i turistforeningen. Flemming Schrøder er desuden engageret i værestedet Café Stevnens arbejde, og var bygningsansvarligt medlem af styregruppen under ombygningen sidste år.

Synlig på Stevns

Det er ofte at man ser en af virksomhedens 14 biler på gader og veje på Stevns, og Schrøder A/S har også udført meget arbejde for bl.a. Stevns Kommune, og stået for bygningen af Gjorslev Gods store stalde.

Det er også blevet en mange års fast arbejde med at bygge andelsboliger på Sjælland, ligesom renovering og ombygning til både private og boligforeninger er virksomhedens omdrejningspunkt.
Et særligt knowhow er tillige mange specialopgaver for områdets kirker med bl.a. gelændere til alter og kirkelåger.

– Byggesituationen på Stevns og Sjælland er umiddelbart god. Jeg vil godt rose Stevns Kommune for samarbejde, og så har vi et fint kollegialt samarbejde med en række andre håndværkerfirmaer. Der er et flot sammenhold på Stevns. Og vi har fokus på at gøre os bedre og dygtigere, oplyser Jimmy Schrøder, som også arrangerer kurser for medarbejderne i samarbejde med f.eks. leverandører.

Schrøder A/S er også et navn, som man ser på mange plakater og skilte ved idrætsforeninger, idet virksomheden er sponsor for bl.a. Store Heddinge Boldklub, og bankospillet i Sydstevnshallen.

– Vores arbejde er en livsstil, og der ligger rigtigt mange timer i det, så mon ikke vi når de 75 år, siger Jimmy Schrøder med et smil, der er lige så stort som sin fars, da Flemming Schrøder hører denne fremtidsprofeti.

Og når et træ kan blive flere hundrede år, så tyder de årringe som Flemming og Jimmy allerede har lagt i virksomheden på, at de første 50 år bliver til mange flere.

I anledning af 50-års jubilæet inviteres til åbent hus i lokalerne på Rødvigsvej 3 i Store Heddinge. Det sker fredag den 17. juni fra kl. 13.

Skriv en kommentar