(Last Updated On: 29. april 2019)

En helt ny optælling lavet mellem 2014 og 2018 på Sjælland, Lolland, Møn og Falster viser, at sommerfuglebestandene er endnu lavere end forventet – også for de mere almindelige sommerfuglearter

Admiralen er ikke helt så almindelig, som den var engang.
(Foto: Iris)

Natur: Ifølge Danmarks Naturfredningsforening var 2017 et af de værste år nogensinde for de danske sommerfugle.

Forskere fra Aarhus Universitet har undersøgt 77 dagsommerfuglearter: 11 er forsvundet, og 32 er truede eller sårbare. For eksempel var den brunlige perlemorsommerfugl helt almindelig for bare 20 år siden, men i 2018 fandt man kun én population i Nordsjælland, hvor sommerfuglen kun for få år tilbage ellers stortrivedes.

Den seneste opgørelse fra Naturbasens Sommerfugleatlas tegner et tilsvarende negativt billede: 49 ud af 69 arter oplevede en tilbagegang i forhold til perioden 2014 til 2016.

Væsentlige grunde til, at sommerfuglene er i tilbagegang er, at der bliver brugt for meget sprøjtegift og gødning og at deres levesteder forsvinder.

Brændenælder, blomster og frugt

Når der er sommerfugle, er det tegn på, at naturen har det godt. Et areal med mange forskellige sommerfuglearter indikerer et område med høj biodiversitet med masser af nektarrige planter, naturlig græsning og godt med lys og gemmesteder.

En velfriseret villahave med ligusterhæk, flisebelægninger og golfgrønne græsplæner giver ikke sommerfuglen optimale levevilkår. For eksempel lægger den letgenkendelig dagsommerfugl, Admiralen, som ofte ses i de danske haver, sine op til 1.000 æg på brændenælder.

Private haver kan ikke erstatte vilde levesteder, men hvis man undlader at bruge sprøjtegift og sørger for at plante føde til sommerfuglene og deres larver – sommerfuglene lever af nektaren fra blomster og saften fra havens frugter – kan det blive til vigtige åndehuller for sommerfuglene.

Fra mørke til lyse insekter

Admiralen hører for øvrigt til blandt de mest almindelige i Danmark, men der bliver i disse år færre af dem til fordel for sommerfugle med lysere farver.

Færre brændenælder i haverne kan være én årsag, men en kortlægning af 473 forskellige arter af sommerfugle og guldsmede, foretaget af Danmarks Grundforskningsfonds Center for Makroøkologi, Evolution og Klima på Københavns Universitet viser, at også klimaforandringerne bærer deres del af skylden.

Et varmere klima favoriserer de lyse insekter, for undersøgelsen viser et klart mønster: Der er flest lyse arter sydpå i varmere klima og mørke arter nordpå i køligere klima. De varmere temperaturer, som vi oplever nordpå i disse år, betyder således flere lyse og færre mørke sommerfugle i den danske natur.

rmh

 

Skriv en kommentar